TROMSØ BY. 9 Til fortougsbelæg anvendes heller af kvartsitskifer, der leveres i alle mulige dimensioner (fra skiferbrud i Skorpen) og har vist sig meget skikkede til det nævnte øiemed. Byens f01’tid. Tromsø har faaet kjøbstadsrettigheder ved anordning af 20de juni 1794, og er saaledes en by, som nu er noget over hundrede aar. Nogen særlig gammel historie har den saaledes ikke; men den ø, hvorpaa den ligger, nævnes i de historiske overleveringer, om end først sent ned i middela1deren. . Det hele amt var i middelalderen meget sparsomt befolket. Paa fjeldene og ved fjordene færdedes finner, som betalte skat til den norske konge. i Haakon Haakonssøn den gamle 1od, som omtalt, bygge den første kirke i Trums. — Tidligere var Lenvikens kirke den nord1igste. F1ygtninger fra Bjarme1and, der trængtes haardt af mongo- lerne, fik sig af Haakon anvist Malangenfjord til bopæl, hvor de vistnok snart assimi1erede sig med det herskende folk. Tromsø kirke byggedes omkring midten af det 13de aar- hundrede, og et halvt aarhundrede senere, 1307, byggedes kirke i Vardø. Der er sagt, at «kirken paa Tromsø kan ansees som en moder for Finmarkens kirker». I pavebrevet betegnes kirken som «ec(“lesia san-ctæ Mariæ de Trums ju:(:ta pagan()s» (Den hellige Marias kirke i Troms nær hedningerne). Kirken var og vedblev senere at være et af de kongelige kapeller i Norge, hvoraf der var 14, og ved hvilke kongen havde ret til at udnævne præsteskabet, medens præsterne ved landets andre kirker ansattes af biskoperne. Denne ret gjorde endnu kong Hans gjældende. Paa et møde i Bergen 1486, hvor kong Hans var tilstede, lod han for den norske kirkes daværende primaS, erkebiskop Gaute, der havde tiltaget sig retten at udnævne præster til kirken, forelægge pavebrev, som beviste kongens patronatsret, og erke- biskopen udstedte et-aabent brev, hvori han erklærede kongens patronatsret bevist, hvorfor han opgav samme med al rente og rettighed, som der bør at ligge, med det forbehold, at «den præst, som kongen kaldte, skulde være en due1ig indenlands k1erk, som skulde være erkebiskopen i Nidaros lydig». Tromsø præstegjeld indbefattede de nuværende Karlsø, Skjervø, Tromøsundets, Lyngens og Balsfjordens præstegje1d med kirker i Skjervø og Karlsø samt med de nu nedlagte kirker i Melvik i Tromsøsundet og i Torsvaag, Vanvaag og Kvitnes paa Vannø i Karlsø. I det sekstende aarhundrede henlagdes hovedkirken paa Tromsø med hele Tromsø præstegjeld som et vicepastorat under provsten ved domkapitlet iTrondhjem, senere under sognepræsten
