ð86 TROMSØ AM’l’. maa forhindre, at de ikke:(længer maatte lide og vederfares slig ulovlig besværing og overvold». I de følgende tider blev det noget bedre. Kristian den fjerdes regjering udmærkede sig, Som bekjendt, ved Sin interesse for landets nordlige egne. I slutningen af det 16de aarhundrede var Sverige frem- kommen med fordringer ikke blot paa overhøihedsret over alle finner baade i Norge og Sverige, men ogsaa paa selve landet mellem Tysfjorden i det nuværende Nordlands amt og Malangen i Tromsø amt. Efter freden i Teusin, der sluttedes mellem Sverige og Rusland 1595, gjorde den svenske konge paastand paa land- strækningen mellem Malangen og Tysfjord, medens strækningen nordenfor skulde tilhøre den norske og svenske krone i forening. Kraftige foranstaltninger blev gjort for at hindre svenske overgreb i norsk Finmarken, hvorhen flere svenske fogder var afsendte; disse blev snart udjagede, og Kalmarkrigen mellem l61l-13, der af- sluttedes ved freden i Knærød, gjorde for bestandig ende paa de svenske fordringer paa den kant. Striden om disse nordlige landsdele udkjæmpedes i landets sydligSte egne ogi Sverige. Der gjordes, hvad gjøres kunde, for ogsaa paa anden maade at værne om Norges ret. En af artikleme i den knærødske fred indeholder Sveriges fuldstændige afkald paa alt herredømme over finnerne langs kysten fra Titisfjord (Tysfjorden) og til Varanger. Dog blev en fuldstændig grændseregulering først færdig i 175l mellem Norge paa den ene side og Sverige med Finland paa den anden. Den skandse med blokhus, som i anledning af feiden blev opført i Alten, blev senere nedlagt. Med l)efolkningens oplysning stod det daarlig til, især i den nordlige del af amtet. Tromsø præstekald med underliggende kirker stod i afhængighedsforhold til geistlige embedsmænd i Trondhjem, og til disse gik en stor del af indtægterne; af denne grund drog de geistlige, som kom hidop, og som i hin tid var oplysningens bærere, snart efter sin ankomst atter bort. I begyndelsen af det 17de aarhundrede lød der høilydte kla- ger fra og om Tromsø præstegjeld, som dengang strakte sig lige fra Malangen til Finmarkens grændser. Noget bedre blev det, da a-fhængighedsforholdet til Trondhjems præsteskab ophørte. Men oplysningen var især blandt de der fastboende finner over- maade liden, og først udover aarhundredets midte og i det føl- gende tidsrum bliver der arbeidet kraftig paa at udbrede kristen- domskundskab blandt denne del af befolkningen. Ved freden i Roskilde i 1658 blev som bekjendt Trondhjems len afstaaet til Sverige. Nordland og Finmarken blev derved skilte fra det øvrige land. Stiftets biskop, Bre(Ial, forlod Trond- hjem og drog op til resterne af sit vidtløftige bispedømme, idet
