1—11STORlB. 569 Ogsaa om Erik Blodøkses søn, Harald Graafe1d, hed;det, at han en sommer reiste nord til Bjarmeland, og at han herjede og kjæmpede med bjarmerne a Vinu bakka eller paa bredden af Dvina (ca. 965). Omkring 999 drog i Norge Olav Trygvessøn opover til Haalogaland, hvor han indførte kristendommen. Paa sin færd tog han haardt ivei med de nordlandske høvdinger. Eivind Kinnriva og Raad hin ramme paa Godø i Salten blev pint til- døde, Tore I—Uort i Vaagen blev dræbt i kampen af kongen selv. Paa dette tog kom han ogsaa op tilG‘§;md eller hehr1;edetM —omkring Trondenes, hvor alle indbyggere lod ne. Men den-He kristendom har nok ikke slaaet dybere rødder. Omkring 20 aar senere heder det, at Olav den hellige erfarede, at kristendommen saagodtsom slet ikke overholdtes paa Haalogaland, og i aaret 102O drog han derfor didop, hvor han i hvert herred kristnede folket, og hvor de fleste høvdinger og storbønder gjorde veits1er eller gjæstebud for ham og lod sine sønner optage i kongens hird. Paa denne færd kom han ogsaa op til Amd, hvor da en af Nordlands mægtigste høvdinger, Tore Hund paa Bjarkø, gik kongen tilhaande og blev hans lendermand. VTore Hun-d i Bjarkø blev stamfader for den gjennem flere aarhundreder mægtige og høit anseede Bjarkø-æt. i Tore Hunds fader skal have været en anseet mand, som hed Tore. Da Olav den helliges fader, Harald grænske, drog paa frieri til den svenske enkedronning, den mægtige Sigrid Storraade, skal Tore have fulgt ham paa denne færd og der delt skjæbne med kongen, som Sigrid lod indebrænde. Det er ikke usandsyn- ligt, at Tore nedstammede fra ovennævnte Karl i Bjarkø. Tore Hunds bror Sigurd boede paa Trondenes. Om ham heder det, at han ikke var gaaet i kongens tjeneste, og Tore stod forsaavidt over sin broder, som han var kongens lendermand. Men hjemme paa sin gaard stod Sigurd ikke tilbage for broderen i rigdom og pragt. Han var gift med Sigrid Sh;jalgsdatter, søster af den mægtige Erling paa Sole. Tore Hunds og Sigurds søster Sigrid var først gift med Ølve paa EÏgg, siden med Kalv Arnes- søn, begge høvdinger i Indtrønde1agen. Slægten havde saaledes anseede og mægtige medlemmer og forbindelsen Sigurd paa Trondenes havde en søn, som hed Aasbjørn, der eiede gaarden efter sin fader. Snorres beretning om Aasbjørn, senere kaldet Selsbane, giver et indblik i levevisen hos høvdingerne paa de tider, ligesom Aas- bjøms skjæbne kom til at spille en rolle i Norges historie, idet grun- den lagdes til fiendskabet mellem Tore Hund og Olav den hellige. I hedenskabets tid pleiede Aasbjørns far, Sigurd, at holde tre blot hvert aar, et ved vinternat, et andet ved midtvinters og et
