SKlBSFAllT, .IA—IG’l’EBR[’G OG BAA1)P:. 465 l1ensigtsmæssighedshensyn, da stoffet, hvoraf (*I’aaI10kkaI1 )“— var gjort, bedre taalte fugtighed end seilduge11 og som følge deraf ikke saa let ø(lelagdes; og ude ved raaens ender trængtes det just mest, at seilet var stærkt. Af og til brugtes ogsaa et top- seil. Sei1et heisedes ved hjælp af en talje, og hele mandskabet maatte da tage fat. Rorknappen havde form af en udskaaret mands- figur, «rormanden», der dog i de senere tider var gaaet af brug. Jægtens besætning bestod almindelig af 1O mand, paa de større, «tolvkarsjægten)“—, af 12 og paa enkelte optil 16 mand. Fortrinsvis berettigede til at være med som mandskab var de, som fragtede sine varer med jægten. Vilde ikke disse, sørgede jægtens eier selv for folk. Reskriptet af 6—3—1739 fastsætter mandskabets hyre, der var noget forskjellig, alt efter jægtens større1se, lastens beskaffenhed og den enkeltes øvelse i det ombord forefaldende arbeide, idet hyren var større for «befaren» mand end for «ubefaren». At reise som mand med jægten kaldtes at
segle», og manden kaldtes «seglingskar».
Ret til at holde jægt havde i regelen kun en mand inden hver bygd; denne ret kaldtes «bygdefarretten», og hans jægt «bygdefarjægt». Rettigheden var i regelen knyttet til den enkelte person og gik som regel over til hans arVing, hvis denne var villig til at holde jægtebrug. Præster, der i tidligere tider havde holdt jægt, blev tilligemed andre embedsmænd samt proprietærer 11egtet saadan ret ved nysnævnte reskript. Tidligere var det ret almindeligt, at de nordlandske præster holdt jægt og selv reiste til Bergen med sine fiskevarer, hvori det meste af deres indtægter bestod. I det trondhjemske reformats af 1589 tillodes det præ- sterne i Steigen og Hammerø vekselvis at reise til Bergen, og den hjemmeværende præst skulde da betjene begge sognes kirker, naar den anden «segler):—. Jægteeieren var forpligtet at holde sit fartøi i god stand; dette blev nu vel ikke altid overholdt. Om en af Hammerøens præster, der var præst og provst i første halvdel af forrige aarhundrede, fortælles der, at han, da menigheden en søndag sendte klokkeren ind til ham med det bud, at ingen vilde være med at sætte hans jægt paa sjøen og sende varer med den, da den var saa gammel, gik ud og gav sine Sognebørn følgende n1yndige svar: «Jeg er eders præst, derfor skal I høre mig; jeg er eders provst, derfor skal I adlyde mig; men som jeres skipper befaler jeg.» Og saavidt man ved, blev Nils Schjeldrup, der i en person forenede de tre embeder, præst, provst og skip- per, lystret. Den, som sendte varer til Bergen, uden selv at reise med jægten, fik i regelen en af mandskabet til at være kommissionær for sig i Bergen, være ((føringsman(l», som det kaldtes. Som saadan varetog han befragterens tarv paa bedste maade. 30 —— Tromsø a1ut.
