412 TRoMsø Amt Bejamred’ sin store forgjæves Umag’, Hvad Kost og Fetalje anlanger; Man aad og f0rtæred af yderste Magt, Derefter blev straksen det Bryllup opsa“gt, Hver rejste til Hus 11den Anger. I denne Skjærmydsel det artig tilgik, Hver toge tiltakke den Skade, de 1ik, Og ingen lod anden anmode: Thi den Har-punerer beholdte sit Spjud, Og Hvalen beholdte sit Spæk og sin Hud, De skiltes ad Venner og gode. 1fjor stod paa Nibø saa smukt et Pallats, Iaar er forstyrret og øde den Plads, Nedrevet er Ovne og Vægge-, Fra Huset Vinduer, fra Dørene Laas De pakked’ tilsammen og sejled sin Kaas Og lod det i Skibet indlægge. I ældre tider fangedes hvalen med harpun med løst træ- skaft, idet man overlod til tilfæ1det, om den døde hval gjen- fandtes. Sandsynligvis omkom disse hva1er ved blodforgift- ning, saaledes som G. A. Hans-en beskriver fra Skogsvaag paa Sartorøen. Her dræbes hvalen, der først stænges inde med not — hvalen gaar ikke gjennem not — ved forgiftede pile. For at faa livet af hvalen begynder man at skyde paa den med pile med en jernspids af 2O—25 cm.s længde, der sidder fast i et træstykke. Naar pilen træffer, gaar alene jernet ind i dyret, medens træstykket falder af. Man skulde nu tro, at disse pilespidser, der kun trænger ind i dyrets muskulatur, ikke skulde kunne tage livet af dette. Efter 24 til 36 timers forløb begynder imidlertid hvalen at vise, at den befinder sig mindre ve1, idet den kommer hyppigere og hyppigere op til overfladen for at aande. Naar dette indtræder, begynder man at forsøge paa at sætte har- puner i den. Efter hvert som den faar flere harpuner i sig, faar den ogsaa flere baade at slæbe paa, og det varer ikke mange timer, før den er saa fuldstændig udmattet, at den, om end ikke ganske død, dog ikke kan gjøre mere modstand. Omkring en af de piler, der har truffet hvalen, findes altid et parti af kjødet, der er ligesom raaddent, hvor der er gaaet brand i saaret. Dette kjender ogsaa strilerne godt til, og en pi1, der har fremkaldt denne virkning, kaldes en «dødspil», fordi man mener, at det er den, der har forvo1dt dyrets død, og fiskerne dypper sine andre pile ned i det brandige kjød for at forgifte dem og skaffe dem lignende dræbende egenskaber, gjøre dem til dødspi1e. Pi1esk-uddene i og for sig kan neppe være nok til at tage livet af et saa stort dyr, da blødningen paa grund af dem er
