HvAI.FANGsT OG ISHAVSFANGST. 413 høist ubetydelig. Den pil, der af fiskerne kaldes dødspilen, og som foraarsager brand i kjødet, forgifter maaske hvalen, saa den dør, ikke paa grund af selve pileskuddene, men paa grund af en fra dødspilen udgaaet forgiftning. Denne antagelse er gjort yderligere sandsynlig ved mikro- skopiske undersøgelser af de dræbte hvalers blod. — Om hvalfangsten beretter Blom i l827: «Naar hvalen, forfølgende fiskestime, trænger ind i fjordene, søges den af fiskeren, der nærmer sig den med en harpun paa et løst træskaft. Naar fiskeren ser sit snit, sætter han harpunen i hvalen og slipper den, og hvalen løber sin vei, sædvanligvis ud mod havet. Hvalen søger at gnide harpunjernet fra sig mod fjeldene eller grunden, men driver det, da skaftet falder af jernet, blot derved længere ind; der gaar koldbrand i saaret, hvalen dør om kort eller lang tid, og fiskeren, der har foraarsaget ham hans bane- saar, lader ham søge sin død, ubekymret om, enten den rammer ham i havet, og hvalen med østlig vind driver bort fra land og aldrig blir til noget menneskes nytte, eller et eller andet sted driver op paa stranden, og blir funden af andre fiskere eller bønder. Naar det sidste indtræffer, blir hvalen først undersøgt, om den har jern i sig, og dette da udtaget, samt dets mærke bekjendt- gjort, for —at eieren kan melde sig og tage sin hval i besiddelse, mod andel til finderen; hvis ikke eieren findes, eller intet jern er i fisken, er denne finderens. Man kan let indse, hvor usikker denne fangst i flere hen- seender er, og hvor ødelæggende for hvalen, der dræbes, uden at den tredie del af de dræbte fiske kommer til nytte. Dette fiskeri drives nu ikke saa meget som fordum, da det især blev drevet om Tromsø, nemlig paa Balsfjorden og Ulfs- fjorden, omkring Karlsøen og flere steder, hvor hvalen trængte i mængde ind. “ Mange kyndige folk paastaa, at dette fiskeri havde en skadelig indflydelse paa de øvrige fiskerier derved, at det fordrev hvalen fra kysten, dels ved det, at den foruroligedes, dels derved, at de dræbte og i sjøen omdrivende hvaler gjorde, at den skyede kysten, hvorved hvalen forhindredeS fra at jage fiskestimerne ind i fjorden.» Ogsaa finnerne synes at have kjendt denne fangstmaade efter lærer O. Thomassen: Til hval skal der i gamle dage af finnerne være benyttet en slags lændse af jern, der fæstet i et langt skaft blev stødt ind i hvalen, hvorefter skaftet samtidig blev afbrukket, og lændsen blev i hvalen. Paa lændsen var der meislet eierens navn itræmærke,
