BEBYGNING. 29I dog i regelen meget smaa og lave, rummene ofte ikke over 3 alen høie; bestaar en husbygning af flere rum, beboes næsten altid hvert rum af en familie, og da disse gjerne er meget børne- rige, er stor overfyldning følgen. Familiens fleste medlemmer har sin sengeplads paa gulvet med skind som sengklæder. Da kogning af fisk og kogning af andre surrogater for hø (løiping) sker i fjøset og almindelig anvendes, saa er fjøset for- synet med grue og skorsten. Nordmænd()nes bebygning af Tromsø amt strakte sig, som før berørt, i middelalderen ikke længer end til Malangen, og i den øvrige del af amtet var der ikke fastboende. Af gaardsnavne, som er os levnet fra middelalderen, er det ikke faa i Tron- denes og naboherrederne, saaledes som under herredsbeskrivel- serne opregnet, men nordligere forsvinder disse navne næsten ganske. Foruden af amtets egne bebyggere, er da landet blevet be- bygget dels af kvæner, dels af sjøfinner og dels af indvandrede nordmænd, og i mange herreder ligger denne bebygning temmelig nær vor egen tid. Bardo og Maalselven er ligetil blevet koloni- seret ved en enkelt mands foranstaltning Om bebygningen i Malangen og Maalselven skriver S(:hnitler i 1743: «Bøndergaarde ligger strøevis sønden fra at regne efter sjø- kanten, siden paa begge sider af Ma1angens fjord til begyndelsen af den indfjord Maalse1ven, hvor paa den vestre side er Sultenvig- gaardene og paa den østre side Maalselv— og Naverngaarder de sidste; i den indfjord 0uersfjord er kun 1 nemlig 0uersfjordgaard paa det østre nes, 0uersnes; i indfjorden Nordfjord er gaarder paa begge sider af fjorden, og i botn; østenfor sjøkanten og for fjordbotn er ingen bøndergaarder, men alene fjeldlappernes boliger.» En kvæn paa Skjellet skal have været den første bebygger i Bardo. Bardodalens egentlige bebyggelse er imidlertid foran- lediget ved Jens Holmboe, der i aaret i 1781 blev foged i Senjen og Tromsø fogderi. Foged og missionskasserer Jens Holmboe boede i Trondenes paa gaarden Ervik, som han betydelig forbedrede, og hvor han drev et mønsterværdigt landbrug. De store dalfører i amtets indre, Maalselvdalen, Bardodalen og Salangsdalen, laa øde og unyt- tede. Dalførernes frodige græsgange, dyrkbare jordsmon og gode furuskoge var endnu ikke paaagtede, som de fortjente. I det nederste af Maalse1vdalen hentede indbyggerne af de nærmest- liggende distrikter endel bygningstømmer. Men naar undtages strøget omkring Maalselvens udløb i Malangen, var de store strækninger mellem grændsen og Malangen kun af og til gjæ-
