FINNER OG REN. 275 der skal ud paa halvøen .4lnas 2Warga, hvorfra igjen omtrent 2000 dyr om vaaren i baad sættes over til Stjernø og om høsten paa svøm kommer tilbage igjen, skriver professor Fri“is. Paa eider som dette og andre, f. eks. Balsfjordeidet og Breivikeidet, har det ikke været muligt andet, end at de fastboende og no- maden maa komme i konflikt. Vi følger en eller to familier videre udover pynterne til Seglviken. Omtrent midt paa eidet, dog indenfor Tromsø amt, havde en nordmand for en del aar siden faaet lov til at ne(l- sætte sig og faaet udvist saa megen mark, at det var saagodtsom umuligt for flytfinnerne at undgaa ham. Østenfor og vestenfor, nær- mere Langfjord eller nærmere litle Altenfjord, kommer de i end værre berørelse med de der boendes jorder, og over Alteidet maa de med sine dyr. Der er intet andet for, end at de enten maa betale tribut eller tiltrodse sig overgang. Paa de høifje1de, som finnen under nedflytningen farer over-, findes saare lidet føde for renen. Renen lider derfor i denne tid af mangel paa tilstrækkelig næring. Naar de hung- rige dyr nærmer sig kysten, og havvinden fører dem duften af det friske vaargræs imøde, vil det lettelig indsees, at det ikke er let at styre dem. Renen er mangen gang saa hung- rig, naar den kommer ned, at den blot lader sig fordrive af hunde. Har fjeldfinnen med sin hjord endelig sluppet over Alteidet (eller et andet vanskeligt sted) efter mere eller mindre krangel med bumænd, saa drager han videre. Nogle familier drager fra Alteidet imod nord over nok et eid ved Tappeluft til Stjernø og maa føre sine dyr ibaad over et om- trent V2 mil bredt sund. Dette foregaar paa den maade, at hvert enkelt dyr først indfanges med lassoen. Derpaa bindes alle fire ben sa-mmen, og det bæres ud i baaden. For hvert 100 dyr pleier finnen i almindelighed at maatte betale 5 spd. ifærgepenge. Om høsten derimod, naar renen er bleven fed paa sommerbeitet, og kalvene er større, svømmer hele hjorden baade over 1Z2 mils og endnu bredere sund. Andre familier drager vestover og naar samme dag eller dagen efter til Jøkelfjorden. Over bræen kan man ikke komme frem med renhjorden; følgelig maa fjeldfinnen sætte over fjorden, der dog er ganske smal. Overgangen foregaar enten en halv fjerding fra fjordbunden eller ganske nær indunder bræen, ikke uden fare for, at dyrene under svømningen kan slaaes ihjel af nedram- lende isstykker. Der fortælles, at en hel hjord engang i ældre tider skal være bleven ødelagt af nedstyrtende ismasser. Antallet af familier, som har pleiet at sætte over Jøkelfjorden, har før været 5, og antallet af deres dyr kan have gaaet op til omtrent
