274 TROMSØ AMT. Nogen Wnaturnødvendighed er dette ikke for koen og er det heller ikke for renens vedkommende Rensdyrene kan leve i ind.landet hele aaret igjennem, naar terrænet er stort nok, og enkelte nød- vendige betingelser forefindes. Nogle faa fjeldfinner opholder sig ogsaa hele aaret i det indre af landet, uden nogensinde at komme til sjøen. Saaledes enkelte norske finner fra Karasjok. Ligesaa har Svenske karesuandofinner holdt til ved Altevatn i Tromsø amt, nær rigsgrændsen, hvorfra dyrene søgte ned imod Bardo, som ligger flere mil fra sjøen. Ingen af de rensdyr, som til visse tider af aaret holder til i Trondhjems stift, kommer ned til sjøen, ligesaalidt som vild- renen paa Dovre, Filefjeldene og Hardangervidderne nogensinde kommer til kysten. Det er ikke nødvendigt at renen kommer til kysten for at
drikke sjø» eller saltvand. Men den kjølende og forfriskende vind
fra havet befrir renen fra de millioner af myg, som i den hedeste sommertid i ind1andet er en forfærdelig plage baade for menne- sker og dyr. Renhold i stor maalestok om sommeren eller hele aaret igjen- nem paa de indlandstrakter, der især skulde benyttes til vinter- beitesmarker, vil sandsynligvis snart have en skadelig indflydelse paa disse. Mosen nedtrædes, og om sommeren, naar den er tør og sidder ganske løst, oprives den af renens klover. Om vinteren dækker et snelag mosen, og renen graver sig da et hul gjennem sneen ned til en enkelt moseflæk, men forresten —ødelægges den ikke. Man paastaar, at renmosen, engang afgnavet eller oprevet, behøver 10 eller — efter andre — endnu flere aars fredning, før den igjen naar fuld vækst. Der udfordres et forstandigt maade- hold i mosemarkernes benyttelse og en jevn ombytning af beites- p1adsene, dersom der ikke snart skal opstaa mangel. Og for at dette kan ske, maa kysttrakterne benyttes Klage over, at rensdyrene ødelægger furutræerne, er ikke sjeldne, skriver K. La-r(mgP. Renoksen «pynter» om høsten sine horn, heder det, — sk11bber haarene af dem — paa de unge furutræer, som derved mister grene og ofte brækkes. Til belysning af konflikterne mellem nordmændene og finner hidsættes her forkortet en beretning af professor Friis og senere en af lensmanden i Skjervø, begge vistnok om Samme flytning i Jøkelfjord i Kvænangen paa grændsen mellem Tromsø amt og Finmarken. Det er her kautokeinofinner, som driver ren delvis gjennem Tromsø amt og ud til Skjervøen. Den her givne skildring af sammenstødet er hidsa-t væsentlig for at give et bi1lede, ikke for at oplyse de retslige forhold. Over Alteidet skal der to gange om aaret flyttes mellem 5, 6 og 7000 dyr. Dette eid maa nødvendigvis passeres af alle,
