Hopp til innhold

Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/284

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

I—’lNNER OG RI‘2N. 2? Fl af rensdyr, der af finnerne jages svømmende til den første ø over Gisund og til de sidste over Maursund. Paa nogle øer i Tromsø distrikt, som R—ingvaso, Reinø, V annø m. fl. har forhen fjeldfinnerne opholdt sig aaret igjennem med sine rensdyr, da disse øer er rigelig forsynede med renmos, men dyrene blev siden solgte til disse øers norske beboere, hvorved de blev vilde og er efterhaanden forsvundne. Det antal rensdyr, der tilhører de norske sjøfinner, vender med de øvrige dyr til- bage til Lappmarken om efteraaret, og forbliver der vinteren over med finnernes egne. I (1mtm(emlenes indberetni11ger klages der of-tere, saaledes i beretning fra 186]—-65 over finnerne: Fjeldfinnernes nedStrømmen med sine rensdyr til kyster-ne om sommeren har ogsaa i sidste femaar voldt jordbruget et sær- eget og stort og tungt afbræk i Senjens og Tromsø fogderi og der især i Tromsø distrikt, fornemmelig i egnen omkring Tromsø by, hvor trykket endog er tiltaget ved overflytning af fjeldfinner fra Kautokeino i Norge, hvor det formedelst spær1—ingen fra Rus- lands side af grændsen mod Finland efterhaanden bliver 111ere og mere vanskeligt for dem at finde tilstrækkelig underholdning for sine dyr, til Kares11an(lo i Sverige, hvorfra de, i medhold af traktaten af l751, drager ned til den norske kyst, for at søge sommerbeite. Professor IV’:—ii.s, der var særlig venligsindet l110(lfiIl11e1’I1e, har omhandlet forholdet mellem finner og bumand paa flere steder; en del af det, han forklarer, hidsættes i forkortet form: Renen har ypperligt veir-korn» eller en fin næse, og i styg- veir, snefog og bidende kulde, eller naar sneen er slig, a-t det er vanskeligt at komme til mose, kan den tage veiret af høstakke langveisfra. ofte i en fjerdingS afstand. Den sætter da afsted, først en del af de gamle dyr foran, og i en lang stribe følger hele hjorden efter-, lige mod l1østakken. I et øieblik er den op- reven, høet spredt omkring for vind og veir, og naar finnen hæse- blæsende naar frem, gaar renhjorden myldrende omkring paa stedet, hvor høstakken stod, og plukker ud de enkelte straa, som den Synes bedst om. Det hele ødelægges for den fastboende, som derved maaske kommer i yderlig fodermangel; men ikke en tredjedel spiSes op af rensdyrene. Ud paa vinteren kommer den fastboende og skal hente sit hø, efterat alt det er fortæret, som han har hjemme, og ha-n finder intet. Har fjeldfinnen vel overstaaet vinteren, og det lider ud i mai maaned, begynder han at trække ned imod kysten i korte dags- reiser.’ Af gammel vane vil rensdyrene om sommeren gjerne trække sig nedover mod kysten, ligesom koen gjerne vil til sæters. 18 — — Tromsø amt