2?2 ’l’R()MSØ AM’l’. I l807 skriver Le()pol(l von Bm“h.—
Ringvasøen er stor, men ikke synderlig bebygget. Øen er
for høi. Finner drog nok før fra fastlandet over til fjeldene her„ men nu“tillader man dem det ikke mere. Thi nær en dyrket eiendom er disse finner meget ubeleilige og skadelige gjæster, og ved Tromsø og Balsfjord imødeSer man altid deres ankomst med bekymring. Thi de har liden agtelse for eiendomme til jor(l, de bryder igjennem gjær(lerne om ager og eng og lader rensdyrene beite der, hvor man haabede at samle græs til kreaturerne. Selv om ikke rensdyrene fortærer græsset, saa er en eneste va“ndring af hjorden over engen nok til at gjøre den ubrugbar for hele aaret. Thi kjørene rører ikke noget græs eller hø, der hvor en rensdyrfod har staaet, selv om det er for flere maaneder siden. Dette høres vistnok noget besynderligt og overdrevent, men det er et enstemmigt udsagn af alle nordn1ænd, som bor paa kysten her. Det er let tænke1igt, i hvilke stridigheder de fa-stboende aarlig blir indviklet, og hvorledes det hindrer en videregaaende dyrk- ning af landet. Paa enkelte afsidesliggende gaarde maa man endog se rolig paa finnernes adfærd, thi man frygter for meget deres hævn, og ikke uden gr11nd. En bonde i Lyngen truede en fin med straf og erstatning for den anrettede skade. Finnen slog ham ihjel paa stedet, og dog kommer disse finner aarlig ned til Lyngen. Man har vel ret til at nægte dem at komme over paa mindre øer. Paa Ring-va“sø lever vild endnu nogle og tyve rensdyr, en levning af tidligere hjorder; finnerne regner dem ogsaa fremdeles for sin eiendom, og kommer om sommeren over for at skyde nogle. I)e hører, som alle finner ved Tromsø og ved Balsfjordens fjelde, til Enontekis pastorat i Sverige.)ɔ Om rensdyravlen skriver Kraft i 1835: Naar undtages endel bosatte sjøfinner paa Senjenø under Lenvikens præStegjeld, nogle enkelte i Tranø præstegjeld, samt endel i Ibbestads, Lyngens og Skjervø præstegjeld, der endnu eier rens- dyr, tilhører mængden fjeldfinnerne, mest svenske og russiske fra Juckasjärvi og Enontekis distrikter i Lappland, og for en mindre del Vest-Finmarkens finner. Disse finner skulde efter traktater og Vedtægter holde sig paa fjeldryggen; dette iagttages imidlertid ikke, da de om som- meren oversvømmer hele fogderiets fast-land, hvor de ødelægger skogene og deres rensdyr 11edtræder engene. Selv flere af hav- sidens øer forskaanes ikke for de uvelkomne gjæster. Saaledes er den store Senjenø, samt øerne i Skjervø sogn, aarlig hjemsøgt
