FmNP:R OG RP:N. 271 -Z(Idet jeg nævner de svenske fjeldfinner, maa jeg føre samme klagemaal over deres Opførsel og nærgaaenhed, som andre steder skildres, hvorledes de med sine rensdyr nedtræder bøndernes enge etc., afflaar den lille næverskog, som kunde tjent til indbyggernes nytte; især har præsten aarsag at klage over deres niddingsverk i at ganske ødelægge det ovennævnte kobbeveide, som fra gammel tid nemlig mag. Hans Mogensøns, biskop fundatZ ja vel tilforn have været tillagt. Da præsten kunde vinde over 2O; ja 3O dyr om aaret; jeg kan vidne, at ikke al den tid jeg her har levet, 24 aar, har seet over 2 a 3, saa aldeles er samme nu ruineret. Taler man dem til og truer at bruge tilstrækkelig midler til hævn, som vi dog ikke til dato har havt, vil det ikke hjælpe.ä1 Fra Balsfjorden heder det i 17433: x“Laugretten gav tilkjende, at disse svenske østfinner ved deres omflytning fra et norsk fjeld til det andet. gjøre dennem forfang og skade ei alene paa fjeldmyrene, hvor multebær ere, men og paa deres eng og i bumark ved det at finnenes rene overfare og nedtræde multerne, og græsset, hvoraf de skulle have nytte, og foer til deres kreaturer; de gjøre ligeledes bonden skade i skogen med at løbe næverbarken af birken, hvorved træerne fortørkes og skogen ødes; de bruge Skytteri i skogen og kaabeskytteri samt fiskeri ned i fjordene, hvor dem lyster uden lov og uden tiende deraf at svare; og omskjønt bønderne forbyder dem det, agte de det ikke.11 Om stridigheder fra begyndelsen af aarhundredet beretter Rathke i l801 fra Maalselven og Bardo: — «Finnerne har tilforn havt rengjærde i denne egn og hugget sig krumme gange igjennem en deilig skog af birk og rogn, asp, silje, pi1, hæg, hindbær og vilde ribs— eller vinbærtrær. De holde endnu her sin overfart, de familier nemlig, som ligge i nabo- fjeldet om sommeren. Der klages over, at de under flytninger ved St. Hans og Mikkel tid ofte stjæle smaa fæ, samt opholde sig for længe paa bondens marker, hvor deres rener gjør bety- delig skade, især ved at 11edtræde græsset. Da advarsler ei vilde frygte, skal der være skudt blandt deres renflok, hvorpaa de nødtes at fortrække høiere oppe i fjeldet, hvor de endnu har skjøn græsmark; overalt undres man over den fordom, at fin- nerne kuns bebo øde, med renmose overgroede fjelde. De søge derimod til sommer— som til vinterbolig de Skjønneste skog— og græsegne, hvor disse ei er optagne af nordmænd, og gjør ved deres idelige flytning stor skade. Denne levemaade synes være blevet et nødvendigt onde; de forarmede finner, der flytter til stranden og ernære sig dels af fiskeri, dels kvægavl, er uden tvil nyttigere for selskabet og vil blive det endn11 mere ved Skole- ind1—etningernes forbedring. —“ê— —
