F1NNEH OG nEN. 24I solen er dækkede af saa blød sne, at den muliggjør gravningen, dels ogsaa til skogene hen under træerne, hvor marken har et mindre dybt og mindre haardt snedække. At marken blir overtrukket med en tyk skare eller is- skorpe, er det værste, som kan hænde; renen formaar da ikke at komme gjennem denne is; under forsøget skader den sine ben, og til sine tider omkommer ren i mængde paa grund af tyk skare. Undertiden fælder finnerne træer, for at renen skal kunne naa lav af disse. Langvarigt snefog foraarsager ogsaa finneme megen uleilighed dels med at skaffe renen lav og dels med vogt- ningen. Lavens spredte forekomst og renens naturlige tilbøielig- hed til omstreifen og forskjellige hindringer for vogtningen be- virker, at renen om vinteren behøver forholdsvis store vidder, og finnernes vinterarbeide er ofte besværligt. Renen er udsat for at lide ondt. Den er mager om vaaren, naar den vender tilbage til Norge. Renen foretrækker om’ vaaren det unge græs for mose. Lige- til slutten af juni er imidlertid høifjeldsdalene snedækkede, og derfor trækker dyrene ned til de lavere dale og beboede strøg, hvor de da for en tid deler havnegangene med de fastboendes bølinger. Midt i havnegangene ligger i regelen udslaatterne, og disse stryger da ogsaa med, saasandt de ei er ind ærdede. Med sommeren og snegræ11dsen trækker dyrene sig høiere op, idet de bestandig gaar efter det yngste græs, og naar høifjeldsdalene er blevne snebare, kan den fastboende saa nogenlunde holde rens- dyrene udenfor sine eiendomme. Budeieme paastaar, at de kan se i melkespandet, naar den første renflok er kommen i marken, men det er ei afgjort, at renen er skyld i, at melken minker; flere stederi landet har man iagttaget, at koen melker mindre den 3dje og 4de uge, den er ude om vaaren, end den 2den og 3dje. Den svenske Lappmark og Finland har de bedste betingelser for renens beitning om vinteren, medens Tromsø amt har ud- mærkede sommerbeiter. Svensk Lappmarken og Finland er lavlændt, skogbevokset, ikke udsat for stærke storme, og renlaven er rigelig tilstede. De egne, som er bedst skikkede som vinteropholdssteder for renen, er netop de lav1ændte og skogbevoksede; men Finland og svensk I‘appland mangler de gode sommerbeiter og snefjeldene uden myg. Renlaven vokser især over gneis— og granitfelterne; paa skiferbergarter eller i det hele taget paa bergarter, der let forvitrer og danner en for de høierestaaende planter frugtbar jord- bund, er den sjeldnere. I Tromsø amt findes renlav ikke i rigelig mængde. Alle de fjeldstrækninger, som bestaar af skifere med kalksten, forvitrer som regel let og danner et frugtbart jordsmon. 16 —— Tromsø a.mt.
