242 TROMSØ AM’l’. Den største del af amtet egner sig ikke synderlig for vin- terbeitning; derhos er der mere stormfuldt og ustadigt veir-, og den største del af fjeldene ligger over skoggrændsen. I snesmeltningen, saalænge laven er myg, spiser renen den, ligesom paa enkelte vaade, kolde sommerdage; men i almindelighed farer renen i de varme sommerdage over de rigeste lavmarker uden at beite, og søndertramper den tørre, sprøde lav til mel under sine flade klove. Derfor forlader finnerne paa forsomme- ren lavmarkerne og fører sine ren hen til de norske skiferland med græs, urter og tildels løv. Det unge, fremspirede græs er renens bedste sommerføde. Dette beites, saa marken ser forme- lig sort ud bagefter. Naar græsset bliver større, bider den kun toppene og bladene, og den vrager alle større foderurter, naar de er fuldt udviklede. De lavere liggende strøg, hvor græsset vokser hurtigt og bliver grovt, er derfor utjenlige for renen; den trives ikke der, men søger høiere og høiere op i lierne efter det unge græs. Enkelte græsarter som f. eks. aira flexuosa og festuca ovina, der skyder nye rodb1ade hele sommeren og holder sig grønne og bløde til den sildige høst, spiser renen med begjærlighed til enhver tid. Renens sommerføde er de i fjelde almindelig forekommende græsser og urter, saaledes spiser den syre (rumex acetosa), sløke (angelika archangelika), tort (mulgedium alpinum), mariekaabe (al- chemilla vulgaris), geranium sylvestre, bladene af forskjellige ar- ter salix (vidje), g;jøkesyre (oxalis acetosella), oxyra d.igyna, flere arter veronica, astragalus alpinus, phaca lapponica, lathy- rus pratensis, vicia cracca, tov (aira flexuosa), festuca ovina, poa alpina og enkelte af de mest tørtvoksende og fineste carex- arter. Bregner og almindeligt myrgræs spiser den neppe uden tidligst om vaaren, i hvilken tid finnerne paastaar, at den spiser de unge skud af myruld (eriophorum). Saasnart nygræs begynder at komme frem om vaar-en, bli- ver renens ekskrementer bløde som kjørenes, og dette varer længe udover sommeren. Da begynder de atter at blive haarde og runde ligesom sauenes. l Flere forfattere fortæller, at renen spiser lemæn. I. M. Lund skriver saaledes: De forfølger og de i Norge saa skade1ige smaadyr lemæn kaldet, (mus lemmus), alene for at faa disses hoved at æde. Ven Dúben anfører en hel række erfaringer for, at renen forfølger og fortærer lemæn, og føier ti1, at det synes besynder- ligt, men med saa mange samstemmende udtalelser kan man ikke erklære sagen for umulig, hvor utrolig det end 1yder, at en græs- æder skal optræde som kjødæder; han mener, at sagen maaske kan finde en naturlig fork1aring.
