24O TROnSø AMT. sig stærkt. Maaske har den ogsaa optraadt iKarasjok, hvor den er kaldt «blodsygdom». „ Renen angribes først af 11ro og ængstelse, gangen bliver usik- ker og vaklende, dyret formaar ikke at følge den øvrige flok, bugen bliver stærkt opdreven, dyret tørster stærkt og fra næse- borene rinder en siruptyk, stinkende vædske. Øinene synes at ville trænge frem af øienhuleme, og fra den røde bindehinde rinder flod. Appetiten er ophørt. Dyrene udbreder en modby- delig stank omkring sig. Døden indtræder hos kalvene efter et par timers forløb, hos ældre dyr stundom først efter 10—12 -timers forløb; kun undtagelsesvis har et dyr levet et helt døgn, efter at det var blevet sygt Sygdommen kan optræde overmaade akut; ofte naar renerne havde lagt sig ned et sted for at hvile, uden at der i forveien var iagttaget nogen syg ren, fandtes flere dyr liggende døde paa stedet, naar flokken atter dreves bort af pladsen. Renpesten i Lappland er efter professor .]. L“zmdgren-s under- søgelser en særegen, ikke før beskrevet smitsom sygdom, hvis aar- sag er en sporedannende bakterie. Denne er rendyrket og dræber et faar paa 2O timer. Renens vintex;fl“)de er den lavart, som efter renen kaldes ren- mose: lichen (bæomyces) rangiferinus; de norske finner kalder la-ven jægel; de svenske viste Den vokser almindelig saavel i høiderne som paa det lave land, hvor der ikke er godt jordsmon eller muldjord. Om vinteren holder den sig blød under sneen, men naar den i varme Somre blir tør og haard, vrager renen den. I de egne af Sverige, hvor renen beiter om vinteren, er der flade, lavlændte, for det meste skogbevoksede aaser. Sneen læg- ger sig der i regelen, før marken fryser til, saa at laven— under sneen holder sig frisk og myg. Med forbenene, som har brede, spadeagtige klover, der kan grave temmelig dybt, skuffer renen sig ned til 1aven, idet sneen sparkes op i en haug rm1dt omkring hullet. Der paastaaes, at den kan mærke (eller lugte) lav (finsk j(egel) paa flere fods dybde under sneen, saa at naa-r renen be- gynder at grave, ved finnen, at der er lav at finde. Finnen er saa sikker paa dette, at han bryder op til et an- det sted, hvis renen ikke begynder at grave. Udover høsten, saalænge sneen enten ikke er saa haard eller saa dyb, at den besværliggjør beitningen, holder renen sigi godt huld, men en vanskelig tid indtræder for renen, naar det lider ud pa-a vaarparten, da solen om dagen tør Overfladen op, medens denne om natten fryser til og danner skare, der ofte kan være saa stærk, at man kan kjøre paa den som paa en is. Renen tyr da dels til de bratte lier, der enten er snebare eller i middags-
