. FINNER 0G REN. 213 gut“te og mi, hvem, som; paa kvænsk kuka, mik(’t, keH og rela- tivt pronomen joka, som. Det finske gutte kan kompareres: goabba, hvem, den som (af 2), guttemu.§, hvem, den som (af flere). Sammenlign kvænsk kumpi, hvem (af 2) svarende til kuka, og kvænsk jompi (den som af 2) svarende til joka. Af ubestemte pronominer gives der en hel række, dels op- rinde1ige, dels afledede af de spørgende. Verberne er som i vort sprog dels transitive, dels intransi- tive. De transitive verber er fremdeles dels aktive, dels pas- siviske. F. eks. finsk logam giVy“e jeg læser en bog, girje lokku- juvmø bogen læses; kvænsk luen jeg læser, luetaan der læses. Verberne har følgende maader eller udsagnsformer (modi): 1. Lndikativ: finsk lonom jeg udløser, kvænsk sanon jeg siger. 2. Konjunktiv, hvorved noget udsiges som tænkt. F. eks. finsk ZOvIl-2t(?(lm jeg monne udløse Hertil svarer i kvænsk kon- cessiv eller potentialis: sano-ve-n jeg tør sige. 3. 0ptativ, den ønskende maade; finsk lomr.§im gid jeg maatte eller skulde udløse, kvænsk sano-isi-n jeg skulde sige. 4. Imperativ, den bydende maade: finsk loho udløs; kvænsk lue’ læs. 5. Infinitiv eller substantivus med forskjellige former, f. eks. finsk lodnot at udløse, lonoöet for at udløse, lonoded-in un- der udløsningen, lomokætta uden “at udløse osv. Kvænsk sanoa’ at sige, sanoakse[ni] for at sige, sanoessa under udsagnet osv. 6. Particip eller adjektivus. Finsk lo(lnome udløsende, lod- nom“ havende udløst; kvænsk sanova sigende, sanonut havende sagt. Af usammensatte tider haves to, præsens eller nutid, som tillige bruges om fremtid, og imperfektum eller fortid. Finsk sar- nom, kvænsk sanon jeg siger eller vil sige; finsk sardnum, kvænsk sanoin jeg sagde. De sammensatte tider dannes ved Sammensætning af verbet at være og participium: Finsk læm sardm)m, kvænsk olen sam- nut jeg har sagt; finsk legjim sardnom, kvænsk olin sanonut jeg havde sagt osv. Finsk og kvænsk mangler egne negtelsesadverbier, og spro- gene maa derfor hjælpe sig paa en anden maade. Dette sker derved, at negte1sesordet, som har verbal bøining, sættes foran det verbum, hvortil det hører. Verberne faar saaledes en dob- belt bøining, en bekræftende, og en benegtende. Paa finsk heder f. eks. jeg, du, han udløser lonom, lonok, lodno, men jeg, d11, han udløser ikke im lono, ik lono, i lono. Paa kvænsk ligesaa jeg, du, han er ikke en-, et, ei ole. Sprogene udmærker sig ved stor rigdom paa afledninge1;, saa at de forskjelligste betydningsafskygninger og forhold kan beteg-
