Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/386

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Sande herred. 3 V 9 østsiden af Slettedalens øvre del rimeligvis den høieste. Østenfor denne og adskilt fra samme ved den dybe Bergedal er Tindene og længere mod S Reinaskarsnnten. Langs efter den høideryg, der danner vandskillet mellem Sande paa den ene side og Snledal og Sand paa den anden, hæver sig en rad af fjeldtoppe, blandt hvilke kan nævnes Skavlen (l575 m.), som er den høieste, Skaranuten Reinsnuten og Skorvennten. Paa l1erredets nordvestlige side breder sig i grænsen mod Skonevik og Etne det mægtige Vevle- fjeld med mange toppe, som Rn1lestadsaata, Helgedalsnuten og Skantan ute n, paa hvilke næsten hver sommer snefonner sees overliggende. Søndenfor disse, paa vestsiden af Sandefjorden ligger Hustveitsaa-ta (1:202 m.) i grænsen mod Sand (jfr. s. 374). Det hele areal, som er dækket af evig sne og is, udgjør omtrent 12 km2, hvoraf det meste falder i den nordre heldning af Skavlen. - En stor del af herredets elvedrag Samler sig i Stor e1ven, som under navn af Slettedalselven kommer fra Ullensvang og i sydlig retning gjennemstrømmer den vakre, flade Slettedal, indtil den i flere vandfald sænker sig til det lille Storlivand (0,–to km9), hvor den optager den østenfra kommende Dalvasaa, som er afløb for en mængde fjeldvande, hvoriblandt Holmevandet (0,–is km2) og Førsdalsvandet, og danner den mægtige Snlda1sfos; neden- for Storlivandet gaar vasdraget, som nu kaldes Storelven, gjennem en trang dal først mod S, derefter mod NV, optager tilløb fra Hereimsdalen og Austareimsdalen og træder endelig med sydvestlig retning ud i den aabne bygd i »indre Sande«, hvor den falder i bunden af fjorden Aabøelven eller Norde1ven Samler vandlø- bene fra den sydvestlige del af Vevlefjeldet og løber mod S gjennem Aabødalen ud i Sandefjorden umiddelbart vestenfor Storelven. Af mindre e1ve kan nævnes Moldeelven, Maldalselven og Sag- aaen, der alle gaar i fossestnp ud over fjeldskraaningen paa fjordens østside, samt Nes- eller Risvoldelven og Svandalselven, begge paa dens vestside. Ferskvande findes i stort antal, men alle smaa og intet større end de ovenfor nævnte. Deres samlede areal er ]0,–1s km2. Myrer forekommer navnlig i Slettedalen og Aabødalen samt oppe paa heierne. – Det i dagen liggende berg er forstørste- delen skifer, men under denne træder dog, navnlig i de lavere egne, dels grnndfjeldet, dels graniten paa mange steder frem. De løse afleiringer, som findes omkring Saudefjordens bnnd, bestaar af aur og grus, og det dyrkbare jordsmon er derfor mestendels skarp sand- jord med et tyndt madjordlag. Paa enkelte gaarde forekommer dog ogsaa lerjord. I de høiere fjelddale viser skiferen en paafaldende overlegenhed i at frembringe en yppig plantevekst. Medens saaledes Nordstøldalens beiter, der ligger paa gneis, kun har en ringe anseeIse, er derimod Aabøda1en og Slettedalen, som dels hviler paa skifer, dels har denne bergart i høiderne, almindeligvis regnede blandt vestlan- dets, eller ialfald Ryfylkes, bedste sæterdale. . Folkemængden var i 180l: 856“; l825: Z176; 1845: 1584; 1865: 1899 og 1875: 1921. Naar det sidstnævnte indbyggerantal