Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/302

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Mosterø hen-ed. 29å denfor Mosterøen og adskilt fra Sa1lllllG ved Askøsundet ligger Sokn (1;31 km2), som igjen ved Soknesundet skilles fra den 2,s4 km2 store Bru (í Brúa). Læng-st mod SØ er Aamøen eller Om- øen (5,–1s kmY), af hvilken dog kun den vestlige del (2,1o km2) hører til Mosterø, medens resten ligger under Hetland. Sundet mellem Bru og Aamøen kaldes Linesundet efter den der liggende mindre ø Line (0,27 km2). Mod V begrænses den her omhandlede øgruppe af Kvitingsøfjo1–den (Kvitsøfjorden)„ som adskiller samme fra her- redets vestligste del, Kvitingsøerne (HBttingseyja-r, endnu a11n. skr. Hvitingsø, udtalt Kvyssøinaa), en særdeles talrig, udimod havet liggende samling af mindre øer, holmer og skjær, af hvilke Kvi- tingsøen (2,1a km2), Langøen (O,ss km2), Kviting eller Krossøen (O,s6 km“Z) og Kraagøen (0,2o km2) er de betydeligste. Herredet danner tre annekssogne, Askø Sogn i Ø, Utstein klo- øster Sogn i midten og Kvitingsø Sogn i V, alle under Rennesø prestegjæld og henhørende til Rennesø tinglag og lensmandsdistrikt. Samtlige øer er forholdsvis lave og i regelen dækkede af dyrk- bar mark, men skovbare, vindhaarde og idethele lidet tiltalende for øiet. Hovedøen Mosterø de1es ved en fra S indgaaende dyb bugt i to dele, den egentlige Mosterø i N V og Askøen i SØ, begge forbundne ved et smalt og lavt eid, Vaulen, der i stormflod tildels overskylles af søen. Paa den førstnævnte ø hæver sig heri-edets største høide, Mostervarden, paa den sidste Askøfjeldet, men intet af disse fjelde har nogen synderlig udstrækning, og den overveiende del af arealet er dækket af løse jordlag. Ogsaa paa Klosterøen, Fjøløen, Bru og Aamøen rager enkelte isolerede lave bergknatter i veiret, men imellem disse findes paa samtlige øer ikke ubetydelige stræk- ninger af dyrkbar mark, og Sokn er saagodtsom i sin helhed blottet for fjeld. KvitingSøerne er i regelen mere klippefu1de, men har neppe nogen høide over 30 m. Bergarten er vistnok overalt ler- glimmerskifer og jordsmonnet som oftest en dyb og frugtbar muldjord paa underlag af lei-sand eller skifersmuldringer. Paa Kvitingsøerne synes den at indeholde ka1k og er af en sjelden kraftig beskaf- fenhed. Ove1–alt er den let at dyrke, og betydelige strækninger er endog saagodtsom ganske blottede for sten. Vasdrag af nogen betyd- ning findes ikke. Derimod forekommer torvmyrer paa flere steder„ navnlig paa Mosterøen og Fjøløen (men ikke paa Kvitingsøerne), og ll(31’, som almindeligt ellers i amtet, finder man disse opfyldte af mæg- -tige rødder, navnlig af furu og eg; furustubber med optil 1 meter-s tvermaal er ikke sjeldne, og paa gaarden Vold paa Mosterøen har man endog opgravet en egerod, hvis stubbe havde et gjennemsnit af omtrent 2 meter. Folkemængden vari 1801: 52:3; l825: 684; 184,5: 1088; 1865: 1266 og1875: 1309, hvoraf –526 i Askø, 304 i Utstein