Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/251

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


244 XL Stavanger amt. 13,4s, i det efter sidstnævnte gaard opkaldte dalføre„ samt Helland, 11,vs, BjelIa11d (Bjalland), 15,a4, Ravndal, 12,14, Vøvelstad, (udt. Vø]lstad, opr. vistnok ViflIsstaðir af mandsnavnet Vëflll), 14,a4, Madland, 13,o-1., og OltedaI (al1n. Skr. Oftedal), øvre, I6,12, og nedre, ]7,41, i det østlige parti af herredet. Befolkni11geus hovednæring er agerbrug og fornemmelig fædrift. Age1–bruget har i en række af aar været i jevn fremgang. Ny- dyrkning foregaar aarlig, kunstig gjødning anvendes i nogen ud- strækning, sædveksling og græsfrøsaaning er adskillig udbredt, og ikke lidet af det dyrkede areal er udlagt til eng. Byg, havre og poteter dyrkes for behovet, de sidste endog lidt til salg, men af rug kjøbes aarlig nogle hundrede tønder. Fædriften staar paa et udviklet trin, kvægholdet er betydeligt og afkastningen forholds- vis rigelig. Navnlig staar bygden i høi anseelse for sin faareavl, og Salget af levende faar-, saavel avlsdyr som slagtekvæg, foregaar til forholdsvis gode priser og er befolkningens vigtigste indtægts- kilde. Ellers er Gjesdal ogsaa bekjendt for sit gode smør. Her- redet har betydelige fjeldslaatter og gode havnegange; dog maa faarene ogsaa her sendes til so1nmerbeite i de østligere fjeldbygder. Om udsæd og kreaturhold se side 42 og 46. – Skovbruget er af liden betydning. Dog findes paa nogle gaarde i den østlige del af l1erredet (Ravndalen og 0Itedalen) endel løvskov, ialt ca. ]540 ha., som vistnok vilde være ganske utilstrækkelig til helt at forsyne bygden med brænde, men som dog, da der overalt bruges en større eller mindre mængde torv, afgiver lidt ved, bark og næ- ver til salg i byerne. Bestanden er hovedsagelig birk, samt lidt eg. Af uplantet naa1eskov staar nu kun enkelte trær tilbage. Nogle mindre skovplautninger er anlagte. Torvmyrerne er i rege- len gode og tilstrækkelige. Aalgaard uldvarefabrik faar tildels sin torv fra Fjermestad i Time, men bruger i den senere tid ogsaa adskilligt af stenkul, skjønt den maa kjøres fra Sandnes. – Heller ikke jagt og fiskeri er af nogen vigtighed. Der skydes dog endel harer og ræv og drives tildels noget fiske efter aal, som fin- des i de fleste vande og navnlig fang-es med »mær« i Søilandsaaen og Figgja. – Blandt industrianlæg maa først og fremst nævnes Aalgaards uldvarefabriker, beliggende ved Figgjas udløb af Ædlands- vandet og anlagt i l870. Fra en liden begyndelse. med nogle faa arbeidere og et par fra Sverige indkjøbte, halv udslidte maskiner, er dette anlæg vokset op til en betydelig og tidsmæssig indi-ettet fabrik, som for tiden arbeider med 7 spinde- og 34 vævestole og sys- selsætter 14O a 160 arbeidere (hvoraf ca. 7O piger), og hvis til- virkning af cheviottøier, uldtæpper, kaabetøier m. v. vinder stedse større udbredelse. Der findes 5 fabrikbygninger, en i 1887 opført større arbeiderbolig med dampkjøkken, syge- og badeværelser, desuden 4 andre vaaningshuse, tilsammen med en assuranceværdi af ca. kr. 260,000. Den aa1–lige produktionsværdi andrager til henimod kr. 330,000. Fabriken drives ved 1“vandkraft og eies for den ene halv- del af den oprindelige anlægger, forhenværende farver O. Nilsen