Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/220

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Egersund herred. 21 3 sydvestlig retning, dannende en række smaavande, Livandet (l,2o kmZ), Kydlandsvandet (0,–aa km2) m. fl., ud i Naalevigen; længde inden herredet 1O km. De største af herredets mange smaavande er her nævnte; dets samlede af ferskvand dækkede areal udgjør 12,es km2. –- Udenfor den bratte kyst ligger den store Egerø, adskilt fra fastlandet ved et 10 km. langt sund, det egentlige Egersund, fra hvis sydlige eller østlige del en ganske liden vaag skjær-er ind mod Ø og danner ladestedets egentlige havn. Indseilingen til denne kan foregaa paa begge sider af øen. Det nordre eller vestre løb var paa det trangeste sted, ved N ysund, tidligere saa grundt, at- det alene kunde passeres af baade og mindre fartøier, men blev i aarene 1852–53 samt 1866 oprenset til en dybde af 14 fod. Paa sydsiden af Ege1–øen gaar der ind en 1V2 km. bred og 4 km. lang bugt, Lu ndevigen, som deler øen i to, kun ved et smalt og lavt eid forbundne dele. Saavel i denne bugt som paa begge sider af Ege1–sundet og i sundet mellem Egerøen og den vestenfor liggende Midbrødø findes adskillige havne og ankerpladse, saasom Løinings- vaag, Spr-angbugten, Rausvaag, Midbrødvaag og Geis- belgen. Østenfor Egersundet er der i fastlandet et par mindre indskjæringer, Naalevigen*) og Djupvaag eller Mong, hvor der ligeledes findes ankerpladse. – Bergarten er overalt gabbro (norit), hvori der paa flere steder forekommer store mængder af titan- jernsten, snart ganske ren udskilt i større klumper, snart rigt ind- sprængt i berget. De betydeligste af disse forekomster findes iher- redets østligste del langs den saakaldte »St. Olafs vei» **). Den dyrkbare mark er af ringe udstrækning; og jordsmonnet bestaar for- detmeste enten af temmelig skarp sand- eller grusjord eller af dyb og tung muldjord og myr. Paa nordsiden af Ege1–øen findes paa et par gaarde ler med en fin laglagt mergel, indeholdende ca. 11 % kulsur kalk. Folkemængden var i I80I: 1071; 1825: l648; 1845: 2062; ]865: 2541 og 1875: 2719. Indvaanertallet har saaledes været i temmelig sterk tilvekst, og herredet er, med gjennemsnitlig 13 indb. pr. km2, det tættest befolkede i Dalene. Den bedste be- byggelse findes paa Egerøen, som i 1875 havde 769 beboere i 126 huse, hvilket giver 37 indb. pr. km2, fremdeles langs kysten fra ’) Udta1es »Naalauviga« d. e. Naaløievigen, et navn, som den formo- dentlig har faaet paa grund af den trange og vanskelige indseiling. “) En eiendommelig rendeformet forbybning i fjeldet, dannet af en grønstensgang (diabas), der har forholdsvis let for at forvitre og der- for er dækket af et frugtbar-t jordsmon. Gangen tegner sig som en gi-ønk1ædt stribe. der med en bredde af 20–30 m. og i en længde af mindst 15 km. stryger hen over de nøgne noritfje1de, bakke op og bakke ned, i ret linje fra omegnen af Egersund mod SØ langt ind i Sogndal. Sagnet vil imidlertid vide, at Hellig-Olaf engang i en snarvending for at undgaa sine fiender seilede med sin skude over- land fra Egersund østover. og kjølen satte da under den vilde fart en vældig lure i fjeldet. som deraf fik navnet »St. Olafs vei«.