Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


14 XL Stavanger amt. østenfor opragende gneisfjelde, der staar næsten som en mur mod sletten; længere mod S er derimod overgangen mere jævn. Mod havet i V falder søndenfor Haaelven landet af i en brat bakke, under hvilken der langs havet strækker sig en ganske smal med kampestene besat 1strand. Nordenfor H aaelven sænker derimod ter- rainet sig langsomt ned til en nøgen, kun med sparsom vegetation dækket sandflade, som yderst ude mod havet gaar over i et belte af virkelig fiyvesand, der under forskjellige navne (Orresanden, Bere- sanden, Selesanden, Bybergsanden, Solesanden) strækker sig mod N ligetil henimod Tananger. Selv denne af havet udvaskede flyvesand er ikke ganske blottet for planteliv, og overalt hvor den fredes for saueflokkene, ser man, at den temmelig snart græsbindes. Navnlig vokser sandrør og strandrug mangesteds i store tuer, som giver sand- sletten et høist eiendommeligt udseende. Midti dette flyvesandsbelte ligger det betydelige Orrevand, kun ved en smal landstrimmel ad- skilt fra havet og næsten i niveau med dette. I den sydlige del af Haaland afbrydes sandiladen ved et isoleret liggende fjeldparti, som i det mod havet brat affaldende Hellestøfjeld eller Vigdelfjeld naar en høide af 122 m. Ellers er det vistnok kun faa punkter, der sti- ger op over 5O m. I Jæderens nordligste del, det nordenfor Hafs- fjorden udstikkende Tungenes, er slettelandet tildels afløst af lave, isolerede aasdrag, som har sin største høide mod Byfiorden. V. Øe1’11e. Foruden Ryfylkes, Dalenes og Jæderens fastland omfatter amtet, som nævnt, en stor mængde øer med et samlet fladeindhold af 541 km9, hvoraf 495 kmY falder paa det nordlige og 44 km9 paa det sydlige fogderi, medens resten, omtrent 2 km9, lig- ger under byernes territorium. Navnlig er Boknfjordens sydlige og østlige del opfyldt af talrige øer og øgrupper. Somoftest har de i henseende til naturlig beskaffenhed megen lighed med det nærmest liggende fastland, og de aftager ligesom dette i høide fra Ø mod V. Af samtlige øer er den paa Boknfjo1–dens Mi-dside ud mod ha- vet liggende Karmø, hvis gamle navn var Körmt, med en længde af 29 km., en temmelig jævn bredde af 6 å 8 km. og et fladeindhold af 176 km2, den betydeligste. Dens øde indre opfyldes af lave, ved myrstrækninger adskilte bjergknauser, som naar sin største høide iSørstokkefjeld (141 m.) i den sydlige del af Avalds- nes; paa dens vestside, navnlig i Aakre og Ferkinstad sogne, saa- velsom i dens nordligste til Torvestad herred hørende del findes der- imod store, veldyrkede flader og en særdeles talrig befolkning. Udenfor øens af havet sterkt indskaarne vestkyst ligger en række mindre, fra vaarsildfiskets historie vel kjendte øgrupper, nordligst Røvær, dernæst Fæøgruppen og Urter og sydligst Ferkinstadøerlle. Alleryderst mod V og adskilt fra Karmøen ved den 15 km. brede Sirefjord lig- ger den enslige ø Utsire. Paa østsiden af Karmsundet, mellem dette og Falkeidflæet eller Aarvikflæet„ strækker sig fra N–S Boknøernes talrige, klippefulde øgruppe, inden hvilken Store Bokn (36 km2), Lille Bokn og Ogn