Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Naturlig beskaffenhed. l I Bykle bøier mod SV for som en opragende mur ovenpaa det gamle grundfjeld at styrte sig i havet ved Boknfjo1–dens nordøstligste arme. d) Det sydligste parti af Ryfylkes indre l1øiland begrænses mod N af Lysefjorden med Lysedalen og mod S af det ovenfor nævnte dalføre, hvis øvre (østlige) del, den saakaldte Østebødal, stryger fra NØ–SV jævnsides med Lysefjorden, medens den nedre del under navn af Dirdalen heier mod NV og munder ud i Høgsfjorden. Inden disse grænser breder sig en den midtre og sydlige del af Fossan omfattende fjeldmark, som fra en høide i den nordøstlige del af ca. 900 m. efterhaanden sænker sig mod V og S, næsten overalt fal- dende steilt af mod de omgivende fjerde og dale. Over den yderst golde og med en uendelighed af sten dækkede overflade hæver en- kelte toppe sig nogle hundrede fod i veiret, som f. eks. Skaapknuden (964 m.) og Tindefjeld (831 m.) i NV og Fednuden (1]2O m.) i SØ. Fra Høgsfjorden skjær-er et par temmelig betydelige dalfører sig i nordøstlig retning ind i fjeldmassen, nemlig nordligst Espedalen og sydligst Frafjorddalen, som med sin fortsættelse Feddalen og Blaastøldalen trænger op ligetil henimod Lysefjo1–dens bund. . Hele det parti af amtet, hvis høideforhold her i kortl1ed er skildrede, er et ryt, goldt og afskrabet land med yderst indskrænkede arealer af dy1–kbar mark. I regelen er det kun ved bunden af fjor- dene og i den nedre del af de fra disse opstigende dalfører, at der er ’fundet plads for menneskelige boliger, men større jordansa1nlinger træffes kun paa ganske faa steder,W som f. eks. rundt Saudefjordens bund, i Suledalen og dens fortsættelse Sandsdalen, paa Hebneset mellem Vindefjorden“ og Sandsfjorden, i Hje1melandsbygden samt i Aardal, Dirdal og Strands kirkebygd. Selv dalfø1–erne er, naar man kommer lidt op fra fjordeu, ofte saa trange og vanskelige at befare., at de i det høieste kan bruges til stølsdrift, og paa de store vidde1– er vegetationen saa yderst tarvelig, at umaadelige strækninger aldrig vil kunne faa nogen produktiv anvendelse. Idethele har dog de nordlige trakter med sine skiferfjelde i saa henseende et afgjort for- trin fremfor de sydlige, hvor graniten er den raadende bergart; thi her er fjeldene saa skurede og nøgne, at selv mosen mangesteds synes at have vanskeligt for at finde noget voksested paa de golde klipper. II. Den ytre del af Ryfylkes fastland, eller den til Stavanger amt hørende del af halvøen mellem Boknfjorden og Bem- melfjorden, begrænses i orografisk henseende mod Ø af Viudefjorden med dens fortsætte1se Sandeidfjorden, hvis bund ved Ret kun 7 km. brede Sandeid er skilt fra Ølenfjorden, en af Bømmelfjordens syd- lige arme. Dette landskab, der af Stavanger amt omfatter Skaare, Torvestad og Avaldsnes herreders fastland, hele Tysvær, Skjold og Nerstrand samt en mindre del af Vikédal, er ved tre lange og smale, men temmelig grunde, fra Boknfjorden indtrængende fjorde, Skjolde- fZjorden, Førlandsfjorden og Førdesfjorden, splittet i en række mod S udgaaende halvøen Skjoldefjorden, som er den østligste, trænger