Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


] O XL Stavanger amt Herfra sænker landet sig svagt udover mod SV, og den store af Hylsfjorden og Jøsenfjorden dannede halvø bestaar forstørstedelen af en temmelig høitliggende„ myrlændt fjeldmark. Af fjeldtoppe kan i dette strøg merkes Snenuten (1606 m.) i SØ og Napen (1349 m.) i S for Suledalsvandet, Vinjenuten (1092 m.) paa sydsi-den af Hyls- fjorden, Natlandsnuten (957 m.) i grænsen mellem Suledal og Jelse samt Gunlanuten (835 m.) paa Jøsenesset. Kun to dalferer har her skaaret sig noget dybere ned i fjeldmassen, nemlig Suledals- laagens dal, en efter vestlandske forhold temmelig aaben og bred forsænkning, som fra. Suledalsvandets nedre ende fører i en længde af omtrent 20 km. ud til Sandsfjorden, samt Ulladalen med dens fortsættelse Vallee1vens dalfere, der munder ud paa nordsiden af den vilde og farlige Jøsenfjord. Den vestligste, mod Vindefjorden stø- dende del af det her beskrevne fjeldparti danner en egen af Sands- fjorden afskaa1–et halvø, som kun ved det smale Ropeid er sa1nmen- hængende med det nordligste afsnit af Ryfylkes høiland, og paa hvil- ken Grytenuten bærer sig til 85O m. c) Det meste parti af amtets høiland dannes af den store halvø. der begrænses af Jøsenfjo1–den i N og Lysefjo1–den i S, og omfatter den sydlige del af Hjelmeland, Fister herreds “fastland, hele Aarda1 og Strand samt den nordlige del af Fossan. Ogsaa denne fjeldmark har i sin østlige til amtsgrændsen-stødende del høider, hvor sneen i kolde sommere kan blive overliggende, f. eks. det steile Blaafjeld i Ø for Jøsenfjordens bund. For-øvrigt maa her navnlig fremhæves Lysekammenes vilde og forrevne tinder, blandt hvilke nordre Lysekammen straks i NØ for Lysef-jordens bund stiger op til 1324 m. o. l1.; endvidere Brenneknuden (l15O m) i Hjelmeland„ Løvaasen (5l5 m.) iFister, Reinafjeld (806 m.) i Strand og Fole- sprangnuden (]O51 m.) i Fossan. Baade mod JøSenfjorden og mod Lysefjorden falder landet af i overordentlig steile ski-aaninger, me- dens det mod V, ialfald tildels, har en lavere og for opdyrkning og bebyggelse skikket kystrand. Efter hele sin længde fra Ø til V er ha1vøen gjennemskaaret af tvende, hinanden under en skjæv vinkel krydsende sænkninger, der begge begynder iØ ved amtsgrænsen og munder ud mod Boknfjorden i V. Den ene af disse er Storaaens dalføre eller den egentlige Aar-dal, som næst Suledal er Ryfylkes betydeligste dalføre; dets l1ovedretning er omtrent ret fra Ø–V, og det har fra amtsgrænsen til Aardalsfjoi-dens bund en længde af 45 km. Aardaleu overskjæres paaskraa af et andet dalføre, som parallelt med Jøsenfjorden og Lysefjo1–den stryger fra NØ–SV. Den øvre del af denne bjergrevne udfyldes paa en lang strækning af det betydelige Øvre TysdalsVand, der har afløb til Storaaen, fra hvilken det kun ved en smal bakkeryg er adskilt, medens sænkningens nedre (vestre) del hovedsagelig optages af Nedre Tysdalsvand og Bjøreims- vand, fra hvilke Tauelven gaar mod SV forbi Strand kirke. Den her nævnte forsænkning er ogsaa forsaavidt merkelig, som den dan- ner den sydlige grænse for Ryfylkes skifere, idet denne formation, der udgjør det faste fjeld paa Hardangervidden., i den øvre del af