Stavanger. 1 3 9 sacola, Be1iZe og de mexikanske mahognihavne samt Østersøeu og Archangel, ligesom de ogsaa væsentlig besørgede byens salttilførsel. Denne skildring gjælder fortrinsvis forretningen, som den dreves indtil midten af syttiaarene. Fra dette tidspunkt af begyndte van- skeligere. forhold at indtræde. Allerede noget tidligere havde damp- skibene kastet sig ind i den lønuende fart paa Sortehavet og derved i betydelig grad indskrænket seilskibenes anvendelse. De ledigblevue fartøier fandt vistnok, saalænge de gode tider vedvarede, sysselsættelse- i fragtfarten paa Vestindien, Nord- og Sydamerika samt for enkelte større skibes vedkommende paa Kalifornien og 0regon., hvorhos nogle mindre 2–30O tone skibe gjorde reiser paa Afrikas øst- og vest- kyst. Men den forværrelse af fragtforholdene, der efterhaanden aabenbarede sig, har dog siden stadig tiltaget istyrke. Nogenlunde fordelagtig vedblev alene den transatlantiske fart at vise sig. hvorimod de i trafiken paa Nord- og Østersøen anbragte s1naafartøier havde en stedse sværere konknrrence at bestaa med dampskibene, om de end til nogen ersratning opnaaede en udvidet sysselsættelse i silde- bedriften paa Nordland og Island. Desværre opfattedes de lavere fragter„ der henimod ]875 var indtraadte, ikke i tilstrækkelig grad som et varsko mod en fortsat forøgelse af den fragtsøgende flaade. Den kolossale anvendelse af kapital til skibsbygning og skibskjøb, der havde sin særdeles fremtrædende andel i den ovenfor omtalte, i ]875 og nærmeste aar herskende, pengetrang. vedblev at fylde ban- kernes porteføljer med papirer., der anbragtes for ad denne ikke ube- tænkelige vei at skaffe pengemidler til nye skibsparters erhverve1se. Konkursboernes antal, der i femaaret 1866–70 havde været 72, men 187l-75 alene 3O, steg derfori 1876–80 igjen op til 94. Under disse forhold maatte stillingen for byens bankinstituter ligeledes blive meget ansvarsfuld, og den vanskeliggjordes yderligere ved nogle for stedet eiendommelige arter af vare- og pengeomsæt- ninger, der„ støttende sig til karakteren af stadens forretningsliv, men uden virkeligt gavn for dette, efterhaanden havde udviklet sig. Det var blandt andet bleven skik, at redere istedetfor at lade sine fra udlandet remitterede og paa de store udenlandske søstæder lydende veksler paa almindelig maade diskontere i bankerne, overlod dem til forretningsfirmaer, der paa dem ønskede at reise kontanter, og i be- taling modtog disses tre maaneders accepte1“. Rederne opnaaede derved en høiere vekselkurs samt i regelen ogsaa nogen rentefortje- neste, men udsatte sig samtidig for at tabe hele beløbet ved de betræffende flrmaers konkurs. Endnu mere fordærveligt var et ud- bredt jobberi i korn og tildels ogsaa i sild. Partier af disse varer gik inden selve byen ustanselig fra haand til –haand og betaltes ved hver Omsætning paa altfor letvint maade med en veksel„ –- en slags spilleforretning, hvori deltog folk i de forskjelligste“ livssti1linger, redere, manufakturister, høkere lige ned til kontorbetjente, og hvis udbytte selvfølgelig langtfra stod i rimeligt forhold til risikoen, men tvertimod ofte bragte følelige tab. Den samlede virkning af de her paapegede og hinanden gjen-
