Stavanger ] 3 7 c haringerne i Stavanger kornvarer, Salt og jernvarer, men derimod kun lidet af sine kolonial- og manufakturfornødenheder. Ogsaa med andre bygder i Søndre Bergenhus amt drives en del forretninger, især gjennem landhandlerne i Finnaas, Sveen, Valestrand samt i Fitje og paa Stordøeu. Ligeledes erholder de inden amtet selv liggende mindre kjøb- og ladesteder sin væsentlige forsyning med kolonial-, manufaktur- og andre fabrikvarer samt korn fra Stavanger. Det samme gjælder i adskillig grad ogsaa Farsund og Flekkefjord. –For sidstnævnte steds vedkommende befordres dette forhold ved, at Stav- anger igjen derfra tager endel træmaterialier, især stav. Til den øvrige del af indlandet er afsætningen, bortseet fra den ovenomhand1ede kornimport, ikke betydelig og omfatter, for- uden en del sommersild, bris1ing og makre1, væsentlig uldne varer og talg. Til østlandet gaar derhos i de senere aar en mængde faare- kjød i fersk tilstand. Fra østlandet hentes derimod i anseelige mæng- der især brændevin, jern og støbegods samt bord og andre træmateri- alier, hvorhos navnlig Kristiania, som ovenfor nævnt, i de sidste 30 aar i stedse voksende maalestok har tilegnet sig en sterk andel i byens forsyning, ikke alene med egne fabrikata, men ogsaa med alle arter fra udlandet indførte varer. Nordover langs kysten er Stav- angers handelsforbindelser ikke af betydenhed. De indskrænker sig til leilighedsvis effektuerede Salg af korn, mel., Salt og stenkul til Bergen, Aalesund og nordenfor liggende byer samt afskibning af en del uldne varer til Nordland og Finmarken. Af og til kjøber Stav- angers handlende fra de førstnævnte byer sommei-sild og tildels vaarsild, fra Bergen derhos kolonialvarer og fra det trondhjemske lidt trælast. Handelskrisen i I 857 lod Stavanger forholdsvis uberørt, ligesom heller ikke det mislige fiske i 1868, der ledsagedes af uheldige kon- junkturer for sildehandel, kornimport og skibsfart, drog andet end forbigaaende ulemper efter sig. Endnu merkeligere var det, at endog vaarsildfiskets saagodtsom fuldstændige ophør fra 1870 af kunde forvindes uden umiddelbar tilbagegang i stadens forretningsforhold. Den omstændighed„ at dens sildehandlere allerede forhen havde væn- net sig til i stor udstrækning at deltage i siIdeekspeditioners 1idrustelse til det fjernere Kinn1iske, gjorde dem det sammenligningsvis let at opsøge andre omraader, og, som allerede ovenfor antydet, blev det nordlandske storsildfiske saavelsom en sterkere udnyttelse af det aar- visse fedsildfiske de nærmest liggende udveie. Hertil føiede sig fra 1880 af en livlig deltagelse i det nye sildeiiske ved Island. Det fulgte imidlertid af sig selv, at jo fjernere silden maatte søges, desto kostbarere blev udrustningerne og desto mere uberegnelig og risikabel den hele bedrift-. Desto mere blev i og med dette ogsaa den enkelte afhængig af pengetilgang og pengeinstituter. Diskontoen., som i første halvdel af 1873 var nede i 4Vs pct., steg mod slutningen af 1875 lige op til 7 pct. og var privat tildels endnu høiere. Denne bratte overgang faldt trykkende for mange, og naar ikke desto min dre fremdeles ingen iøinefaldende katastrofe indtraadte, var det et
