Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/120

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Stavanger. 1 13 efter indtrædende reformationstid, og kirken selv truedes nu snart med ødelæggelse Allerede i 1550 klager et kongeligt brev til den daværende lensherre paa Bergenhus. Christopher Huitfeldt over, at »domkirken udi Stavanger by saare forfalden er«, hvorfor Huitfeldt fik befaling til at in- “spicere den. og »hvis den ikke kunde hjælpes med nogen føie bekost- ning, skulde han lade følge kirken det gods og den rente. som tilforn laa til samme kirkens bygning, paa det den ikke plat forfalder«. I nogle paa Stavanger stifts vegne omkring 1557 til kongen-indsendte »nødagtige artikler-« klages der ikkedestomindre atter over kirkens bedrøvelige til- stand Ved kongebrev af 5 mai l564 blev nu visse afgifter bestemte til kirkens istandsættelse. og denne blev endelig fuldført omkring 1578. Den fornødne sten toges fra den nærliggende St. Olafs kirke. der samtidig blev nedrevet. Femti aar senere var kirken atter brøstfældig. hvorfor Kristian IV i 1630 paabød ei alene borgerskabet i Stavanger, men ogsaa -de formuende kirker i stiftet at komme den til hjælp. 1CMen nu«. siger de Fine i 1745. »holdes den i god stand og er forsynet med smukke ornamenter=(. I slutningen af det 17de aarhundrede lod man efter tidens smag »kirken udspække og hvidgjøre med kalkning«. Selvfølgelig belem- redes den i samme periode med gallerier og en mængde 11ængende, luk- kede kirkesto1e. medens dens 6 kjeldere fyldtes med ligkister. Endnu i 174Ö havde dog kirken tilbage fra middelalderen en stor klokke med la- -tinske og plattyske inskriptioner. ligesom ogsaa et middelaldersk glas- maleri idet østlige korvindu. forestillende »en katholsk biskop i sin fulde l1Rblt(“(, dengang endnu var bevaret Senere er begge disse ting forsvun(lne. I indev(erende aarhundrede gjorde ønsket om en kunstfor- standig restauration af domkirken sig efterhaanden gjældende og kom første gang til orde i 1854. I anledning af Petri kirkes opførelse blev sagen dengang udsat, men den optoges et halvt Snes aar senere. og i 1867 og 1868 blev kirkens indre saavelsom det ydre af skibet underkastet en gjennemgribende restauration, som fortsattes i 1–87l og 1872 med de tvende østlige taarne og korets ydre Det hele arbeide. som i alt væsentligt ud- førtes i overenssten1melse med den af arkitekterne von Hanno og Schir- mer udarbeidede plan. og hvorved man saavidt muligt søgte at gjengive kirken dens oprindelige udseende, medførte for kommunen en udgift af henimod kr. 130,000. Under restaurationen viste det sig. at saavel pil- lerne som skil)ets og hovedtaarnets mure er opførte uden fundament paa en løs stenur, der ikke engang er ført ned til fast grund, og det er der- for næsten ufatteligt- at bygningen har kunnet staa gjennem en række af aarhundreder. Tidligere var kirkens omgivelser ikke gunstige for at skaffe et totalindtryk af dens ydre. En i l841 foran koret opført almue- skole paa den gamle latinskoles tomt samt adskillige andre skur og huse, hvor-iblandt ogsaa byens gamle raadhus (senere brandstation). var i saa henseende meget i veien. .Herpaa er der imidlertid i de sidste aar rettet ved disse bygningers nedrivelse og anlægget af en park omkring kirken. Af mere bekjendte mænd vides drotseten Øgmund Finnssøn († 1388) samt biskoperne Audun Eyvindssøn († 1445). Alf Thorgardssøn († rime- C ning, hvorved forefan(ltes: –Først af St. Svithuns armlæg; ligesaa en linklud. bestænket med vor Heri-es Jesu Christi blod; ligesaa to store helgenben; ligesaa af de 1l.000 jomfruer-; ligesaa af den sten, som vor Herre svedede blod og vand paa. da han i urtegaarden bad til Gud Fa(ler; ligesaa af St. Edmunds blodige klæder; lige- saa af den hellige kong Olafs blod i et Sølvkar; ligesaa af apostelen St. PaalS albue; ligesaa af St. Laurentius; ligesaa af St. Vnlentinus“ ligesaa af St. Villehad Confessor: ligesaa af St. Stefanus; ligesaa af evangelisten St-. ll1areus; ligesaa ben af en af den hellige Sunnivas følge; ligesaa af St. Thomas af Cantcrburys klæder. bestænkede med hans bl0d; ligesaa af St. ()lemens’s ben; ligesaa ben af den hellige jomfru Juli- ana; ligesaa af den hellige –iomfru Cordnla; ligesaa af en hellig jomfru, som heder Genovefa; ligesaa af de hellige jomfruer Aæatha og Sigfrida; ligesaa af St. Moses; ligesaa af en hellig mand, som heder St. itus; ligesaa et ribben af St. Knnts s1de; ligesaa ben af sancta Sunniva og hendes medfølgere og af deres.skib; og ben af mange andre helgener, hvis navne er glemte af ælde, men som alligevel staar i livsens og i himmerige-. Norges land og folk. XI. 8