Side:Norges land og folk - Stavanger amt.djvu/118

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


StaVanger. 1 1 1 Af offentlige bygninger og institutioner me1–kes: Domkirken, som, ved siden af kathedralen i Trondhjem og Kongehallen i Bergen, hører til landets merkeligste fra 1niddelalde- ren bevarede bygverker. Den har i sin nuværende skikkelse en længde af omtrent 60 meter, hvoraf 20 meter falder paa koret, me- dens “bredden er forholdsvis liden.– Hovedtaarnet har staaet i den vestre ende, men naar nu kun til gavlspidsen: saafremt det over- hovedet nogensinde har været fu1dført, er iethvertfald dets øverste del forlængst nedtaget. Den vestlige portal er spidsbuet. Derimod er skibet en af graasten opført., rundbuet basilika, hvis midtskib ved 5 svære, runde piller er adskilt fra de lavere sideskibe. Pillerne forbindes ved ’rundbuer, som paa flere steder har siksakornamenter, ligesom kapitælet paa en af de søndre piller viser gamm’elnordiske drageslyngninger. Prædikestolen, der er anbragt paa søndre side ved indgangen til koret, er et pragtstykke af træskjærerkunst i barokstil, arbeidet ca. 168O i Stavanger af en skotsk billedhugger, Laurits Smith. Koret, som er bygget i-de nærmeste aar efter kir- kens brand i ]272, er opført af huggen klæbersten i det slags gothisk stil, som i England særlig kaldes »tidlig engelsk stil«. Det er af samme høide og bredde som midtskibet og har Zirlige, spids- buede krydshvælv med rigt udhuggede gurter og slu;stene. Buerne udgaar fra smaa paa konsoler hvilende vægsøiler med smukke kapi- tæler. Korvinduerne udmerker sig ved finhed og slankhed; særlig fremtrædende er det prægtigt udstyrede, store gavlvindu i den østlige ret afskaarne væg-, som nu er prydet med nye glasmalerier, fore- stillende de fire evangelister. Saavel indvendig som navnlig udvendig er der paa koret anbragt en række menneskehoveder af sten, hvoraf et bispehoved og flere kronede. Der er bleven fremsat den formod- ning, at de kronede hoveder skulde forestille kong Magnus Laga- bøter († 1280) og hans sønner Erik († 1299) og Haakon († 1319), medens bispehovedet skulde henvise til den paa Stavanger bispestol i aarene 1277–1303 siddende myndig-e og stridbare biskop Arne. Blandt andre enkeltheder bør udhæves den lille, særdeles smukke portal paa korets sydside, hvorfra der i sin tid skal have ført en mnret gang til den saakaldte Munkekirke; denne gang existerede, skjønt i forfalden ti1stand, endnu i 17l2, da Arne Magnussen besøgte kirken, men er nu ganske –forsvundet. Inde i ko1–et paa dets søndre væg sees en rigt ornamenteret nische, i hvis bund der har været et vievands- bækken med nu tilmuret hul for Vandets afløb. Paa nordsiden falder i øinene den af huggen sten udførte trappe, som fører op til et af de smaa. ottekantede’taarne, der findes i hjørnerne mellem skibet og koret. Her staar ogsaa den smukt udhuggede klæberstens døbefont. en af kirkens faa løsøregjenstande, der er levnede fra mi(ldelalderen. Korets begge østlige bjørner støtter sig til større, firkantede taarne, hvis kobberspir rager adskillig op over korets gavlspids. I disse taarne, der er opførte af graasten med hjørner og vinduesindfatninger af huggen klæbersten, findes tvende kapeller, det tidligere saakaldte »nordre og søndre skrudhus«, hvilke nu ligesom oprindelig tjener