14 Smaalenenes amt. D I s.v. begrænses disse fjeldstrækninger af den store Vansjø, hvis vandspeil ligger 25 m. over havet; omkring denne indsø med dens talrige udgreninger ere omgivelserne i det hele lave, dog noget brattere paa østsiden, hvor Mai-bukollen tæt ved vandspeilet hæver sig til en høide af 110 m. o. h. De skilles fra hinanden ved flere dale, af hvilke Svindal er den betydelig-ste. Selve dette dalføre er i sin midtre og øvre del temmelig bredt; men dalbunden er tildels opfyldt af bakker og lave aaser. Omkring kirken og Sæbyvaudet er dalen mest aaben. . I s. for Svindal, der i en stor .bue gaar fra v. mod ø. og nær- mer sig Skiptvets lavere del, er der igjen i Tune og Raade herreder udelukkende fjeld lige ned til Glommen, — den samme fjeldstrækning, der, som ovenfor omtalt, i den sydligste del af Skiptvet træder lige ned til denne elv. Aaserne ere bevoksede med gran og furu, og have for det meste et brat fald paa sydsiden, saaledes at de fra den kant ere vanskelige at bestige. Harehjellaasen (275,6 m.) i Tune er her det høieste punkt. — ’ I Vansjø udmunder det lange M o ssedalf øre, der gjennem Vaaler og fornemlig Hobøl strækker sig nordover lige op til grænsen af Akers- hus amt. Dalføret er for det meste sma1t; i den sydlige del, et stykke op i Hobøl, bestaar det meget af lerbakker, mellem hvilke enkelte høider stikke frem. I den nordlige del, der støder op til den natur- skjønne indsø“ Mjær, er der paa siderne af den trange dal høider paa indtil 250 m. Paa østsiden af dalføret ligger den fjeldstrækning, der danner vandskillet mod Glommen; paa vestsiden fortsættes denne fjeldstrækning i en lignende, der ved Mossesundet naar kysten og op- fylder Vasbygden iMoss landdistrikt. Høiden er her mindre betydelig, neppe over 125 m.; den skovrige strækning langs Mossesundet fører fra gammel tid navn af Mosseskoven. I n. fortsættes denne i de lave høider, der opfylde den sydlige del af Akershus amt. e Smaa1enenes fjeldpartier have i regelen en meget ensartet bygning; uagtet deres ringe høide er deres overflade meget ujævn, hvilket tjener til at befordre dannelsen af de store myrer. Her er talrige koller og knauser, hvilke ogsaa stikke frem i slettelandet. I den sydvestlige del af amtet give disse langstrakte smale knauser, der ligne ka.rtnegle, landskabet dets karakter og have foranlediget navnet Kar’tn agl- bygderne, hvilket undertiden heres. Det bliver ofte, maaske al1ermest paa grænsen mellem Eidsberg og Rakkestad, vanskeligt at trække be- stemte grænser mellem fjeld og slette; men i sine grundtræk træder dog fjeldmassens fordeling over amtet kjendeligt frem. Kystranden er lav og tildels flad. Den begynder i n.v., mel- lem Vansjø og Kristianiafjorden, og strækker sig derfra langs fjorden i sydøstlig retning indtil indløbet til Svinesund. Denne kystrand er mere jævnt flad end det indre land, men gjennemskjæres dog ogsaa tildels af lave fjeldrygge, som stikke op af s1etten, dels med, dels uden forbindelse med de indre høider og plateauer. Paa kystrandens ind- vendige side gaar der i en temmelig ret linie, med retning n.v.—s.ø., en gammel gi-usmoræne, det saakaldte R„a, der med vekslende høide over havet (fra 25 til 135 m.) strækker sig fra Moss gjennem Rygge, Raade,
