l74 Smaalenenes amt. Det gamle Sarpsborg var en af Norges ældste byer. I aaret 1016 lod Olaf den hellige den tange, der stikker frem i Glommens østlige arm paa nord- siden af den berømte fos Sarp, afgjærde ved en grav og en jordvold og paa dette saaledes afgrænsede og paa en maade befæstede jordstykke byggede han en kongsgaard og en Mai-iakirke, hvorom der da dannede sig en stad efter datidens vilkaar. Denne kaldtes i den ældre tid hyppigst blot Borg, og heraf opstod igjen navnene Borgarthing, Borgesyssel og Borregaard (Bo;“á;ar- gerði), ligesom man har exempel paa, at Glommen i sit sidste løb n en- for Sa.1àpfossen er kaldet Borgaaen. Senere blev navnet Sarpsborg (i slutn. af mid elalderen af Tyskere og andre fremmede forva.nsket til »Salsborg») almindeligt. Kong Olaf tilbragte oftere vinteren i Borg og stedet besøgtes ogsaaikke sjelden af de følgende konger; det var, som bekjendt, her, at Haakon Sverres- søn knyttede sin forbindelse med sin søns senere moder, Inga fra Var-teig. Borgarthinget, der holdtes paa St. Mariæ kirkegaard og var et af Norges hovedthing, var oprindelig fælles for hele Viken (Ranrike, Vingulmark, Vest- fold), hvortil siden ogsaa kom Grenland, men efterhaanden som lagmændene bleve flere, blev det kun thing for Borgesyssel. Paa Borgarthinget ere flere konger hyldede; her fik bl. a. Baglerkongen Philippus først kongenavn. Mariækirken, der endnu omtales i begyndelsen af det 13de aarhundrede, synes ikke at have været til i 1397, hvorimod der ved hint aar i »den røde Bog« omtales en Olafskirke og en Nicolaikirke i Borg. Samtidig navngives i det samme kildeskrift en del gaarde i byen: Rauðkg;)s,garðr og Júlsgarðr (begge i n.v. for Olafskirken), Múrameistaragarðr, latrinn, Sandsgarðr, Vest:;‘à7arðr, samt andensteds ogsaa Prestgarðr og Syðrigarðr. Til Sarpsbo1—g regn es ogsaa Borregaard, der var inddelt i løkker. Denne gaar-d, der alle rede da var af stor værdi, skjænkedes 1312 (Dipl. Norv. HI, p. 97) af kong Haakon til hans svigersøn, hr. Haftor J onssøn, tilligemed den halve del af Sarpfossen, i hvilken der dreves fordelagtige møllebrug Z). Denne gave sees flere gange at være stadfæstet af følgende konger. p Nogen betydelig by blev Sarpsborg aldrig. I det lange tidsrum, da Hanseateme ti1reve sig Norges handel, finder man aldrig omtalt, at de dreve forretninger her, saaledes som i Oslo og Tønsberg, og dette er netop det bedste bevis paa, at der ikke var noget at gjøre for dem i Sarpsborg. Byen hørte altid til de stæder, som manglede egen jurisdiktion, var altsaa ikke hvad man kaldte villa —forensis. I det 16de aarhundrede finder man, at Sarpsborg er givet i forlening til adelsmænd sammen med større eller mindre dele af l§orgesyssel, saaledes i 1528 til Henrik Krummedike (Dipl. Norv. X, s. 747 . Byen havde en raadstue, der første gang nævnes 1489, og dengang î regelen to borgermestere samt nogle raadmænd. De af disse magistratsper- soner, hvis navne kjendes, findes opregnede i Ohr.a Videnskabs-Selsk. For- handlinger for 1879, bd. 13, s. 7. Efter reformationen har her rimeligvis, som i andre kjøbstæder, været en latinskole. En af Norges lærdeste og frugt- bareste forfattere i det sekstende aarhundrede, Mag. Halvard Gunnarssøn, lektor i Oslo († 1608), fortæller om sig selv, at han i Sarpsborg havde lagt grunden til den lærde dannelse. Det sekstende aarhundrede medførte for øvrigt en række haarde prøvelser for Saa-psborg og tilsidst endog byens undergang. Allerede kort efter Knut Alfssøns fald, maaske ogsaa lidt før, hjemsøgtes den lille stad af fiendtl1ge overfald; I en halvhundrede aar yngre skrivelse til kongen heder det nemhg (Dipl. Norv. IV, s. 838), at byen va-r bleven øde og brændt(?) af »Engelske og Svenske«. Hvad de »Engelske« angaar, maa her uden tvivl sigtes til, at kong Hans i 1502 lod føre ikke saa faa skotske krigsfolk op netop til den del af Norge, som da var i opstand“), og, hvad »Svensken« angaar-, kjende8 med sikkerhed, at den bekjendte Nils Ravaldssøn i flere aar (indtil 150î1) hjemsøgte Borgesyssel fra Olafsborg i Bohuslen af, hvor han havde sat s1g
—
Z) Man har seet anført, at— denne fos i fortiden benyttedes som rettersted for forbryde1“0— men der kan neppe herfor o§drives anden hjemmel end den enestaaende beretn1118 M Harald G111c lod en afMag11us Iî11d§S mænd —m-C H sW— (Heimskringla, Uffc1—-C ude ɔ-707)— Z) Se bl. a. herom Lange’s Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, s. 83.
