262 SØNDRE TBom)HJEMs Hrr. Trondhjems historie, idet bygningen af Kristkirken skyldes ham. Eystein førte personlig tilsyn med kirkens opførelse, hvilket kan vides deraf, at han selv i et skrift beretter, hvorledes han faldt ned af et stillads, da bygmesteren skulde konferere med ham om et arbeide paa toppen af bygningen. Til bygningen af kirken trængte han penge, og han fik bøn- derne til at forpligte sig til at betale bøder og andet sagefald efter „silfrmetinn eyri“ istedet for efter „sakmetinn“. De ud- myntede gangbare penge i det 12te aarhundrede havde nemlig kun den halve værdi af deres paalydende værdi i sølv; deres paalydende værdi stod i forhold til sølvet som 2 til 1, eller de havde kun halv sølvværdi. De veiede sølvpenge havde følgelig dobbelt værdi mod de tællede, og naar erkebispen fik betalt med veiet sølv istedet- for med tællede penge, blev hans indtægter af bøderne og andet sagefald fordoblede. Da Erling Skakke spurgte Eystein, om denne forøgede be- regning af sagefaldet var efter hellig Olafs lov, svarede erke- bispen, at det findes ikke i hans lov, at det er forbudt at forøge Guds ret. Mærkelig er Erling Skakkes og Eysteins overenskomst, ifølge hvilken erkebispen paa meget haarde betingelser kronede Magnus Erlingssøn, en akt, der var af høieste vigtighed for Magnus, hvis far ikke var konge. Overenskomsten gik ud paa intet mindre, end at kongen skulde tage riget til len af St. Olaf, lade sig vælge af en i Nidaros samment1—ædende rigsforsamling, hvori der tilkom biskoperne med erkebispen i Spidsen den afgjørende stemme, og „evindelig Gud og den hellige kong Olaf til forherligelse“ efter sin kroning ofre selve kronen paa det hellige alter samt ved sin død efterlade den til ophængning i Kristkirken i Nidaros. St. Olaf betegnedes fra nu af som „stadig konge af Norge“ (perpetuus rem Norvegiæ), og det paabydes hirden og biskoperne med de af disse opnævnte Valgmænd ved enhver konges død til udkaarelse af efterfølger „at søge nord til den hellige Olaf konge.“ Eysteins og Er1ings forfatning gjennemførtes dog ikke, idet kong Sverre hindrede det. “ Trondhjem blev overfaldt første gang af birkebeinernes parti under Eystein Møyla, og nu følger en række kampe omkring og i Trondhjem Blandt folk i Trøndelagen, som sluttede sig til birke- beinerne, nævnes den mægtige enke Gudrun paa 1S’altnes i Buviken med sine sønner Jon Ketling, Sigurd og ViØam. Efterat Sverre var bleven birkebeinernes fører i 1177, havde han mangen en kamp i og omkring Nidaros. Paa det første tog kom Sverre fje1dveien ned i Stjørdalen fra Jemteland, derfra over Mostadmarken til .]onsvatn og Bratsberg til gaarden Digrin (Digre i Bratsberg, anneks til Strinden). Da hans ankomst blev kjendt i Trondhjem, og da selbyggerne reiste sig, var han truet fra to kanter. Han kom imidlertid
