200 søm)BE TRONDHJ“EMS Anm. paa velstand. Tidligere var denne ophoben ei alene af flesk og kjød, men ogsaa af ost, fladbrød og andre madvarer meget mere almindelig end nu, Klæ1ledragt. Med de forbedrede kommunikationer er meget forandret i de trondhjemske bygder, og ikke mindst klæded’ragten. Hverken i Selbu eller paa Røros ser man stort mere til de eien- dommelige dragter, som for ikke mange aar siden var almindelige, om end mange af disse aflagte klæder endnu findes paa staburenes k1ædeslofter, hvor masser af skjørter, trøier, huer, tørk1æder, aa- klæder og skindfælder endnu af og til ansamles i disse bygder. Ikke engang Selbyggen har længer nogen egen dragt, og kun nu og da ser man i Selbu en aldrende kvinde ved kirken med Selbukvindernes gamle, uklædelige, usunde, tætsluttende hoved- bedækning. Tidligere var det i Selbu en herlighed at have saa mange klæder paa sig som muligt, og desuden førte kvinderne med sig i en bylt en hel del af sine andre klæder, hvilken bylt de bar under armen. Ovenpaa huen, som var liden og tætsluttende, bandt de, selv om sommeren, fem til seks tørklæder, de yngre med lysere farver og lettere udstyr, de gifte koner med mørkere farver og større bylter. Skjørterne var af forskjellig farve, blaa, grønne, røde, ofte med en bred bord af anden farve. I strømper og vanter var strikket figurer og snirkler. Mændene havde gule knæbukser af skind, hvilke dog for en del aar siden gik af brug, strømper med indstrikkede figurer, en sidkofte med skjøder til hælene; trøier brugtes til hverdags og af de unge. Huen, som oftest var af hundeskind, var stor med svære opslag og brugtes ogsaa midt paa sommeren, ellers brugtes ogsaa den røde toplue eller smaa, runde, skaalformede huer („kollhuer“) af forskjellig farvet tøi med en knap øverst oppe. De søgte til kirken i mængde med store, kraftige heste, hvoraf mange hingste, hvilke her almindelig benyttes til den tunge kjørsel af kvernstene, og de bandt sine heste ved kroge i præste- gaardene huse nær hverandre, hvor de vilde heste vrinskede, sloges og bed hverandre under gudstjenesten. Ved bryl1upper kom brudefølget tilhest, med to kjærringer bundne fast i en tVersadel spillende paa fiolin paa de gallo- perende heste. Alt dette er nu anderledes. Paa Røros forsvandt de eiendommelige dragter ved anlægget af jernbanen. Den gamle dragt, som benyttedes paa Røros, lignede den, som bruges af bergfolkene paa HarZ: Høi cylinderhat, videst oppe, med ret skygge, spænde paa siden med kulørt baand; sid, tætsluttende frakke med noksaa trange ærmer, lidt puffet øverst
