7O NORl)RE BEnG1—:NH1Ys AMT. skrækkeligere taarnede sig i veiret de to andre spidsere Skaga- stølstinder og fra den steile afgrund paa den nordlige tind kunde synet over til dem fremkalde svindelhed. Visselig kan man sætte den høieste af dem omkring 4O0 fod høiere end denne, og gjerne slutter man sig i en saadan høide og nærhed til den almindelige mening, at det at ville bestige disse klipper vilde være et ligesaa forbrydersk som uudførbart foretagende.» I 1822 besøgtes sætrene under tinderne af senere professor i botanik, M. N. Blytf. Sine indtryk fra denne reise offentlig- gjorde han to aar efter (i Hermoder 1824). Professor B. Holmboe foretog i 1829 en del maa1inger af Skagastølstinderne. Henrik I“V(“rgeland der kom til Nordre Bergenhus i 1832 fra Gudbrandsda1en, har sikkerligen taget over Sognefjeld ned til Fortun og Lyster. Scenen i hans digt «Spanio1en» er henlagt under Fanaraak, det han oversætter med fannforøgeren, snesamleren, et frem- springende bastionformet udenværk til Horungtinderne. Det heder: «— —— —— derunder gaar Lomværingers og Sogningers frygtelige Vei til hinanden over Sognefje1dets Alpørken, over Svaberg, Iis og Sne, i Forgjængernes dybe Spor over Bræerne. Denne Steenrøs og denne der og hiin hist betegner den; men hiin Røs ude paa Fjeldørkenen er et Mærke, hvor En dræbtes i gamle Dage eller fandtes død, begravet af en pludselig Sne- iling fra Fannarauken. I Nordost Kongsoxletinderne, efterhærmende Horungernes Alpeformer; disse i Syd i tre Taarnkolonner; midt- imellem begge Fannarauken, fjerntfra lignende en uhyre, en Ver- dens kulsorte Liigkiste med et nedrullende Lagen; nærmere synes Laaget meer og meer at brækkes op i en Spids, som om den Døde vaagnede derunder; og se, der reiser han sig — et Skygge- gespenst eller den rædsomme Fannrøg . . . Kun i det Fjerne blaaskuldrede, hjelmrundede, kaabehvalte Fjelde; nærved Alt hvidt, sort, trodsigt, tindet. De ligne sort- kalottede, hvidkaabede, strenge coe1iberende Prælater, men midt- imellem throner Fannrauken som en bister Pave —— de side, hvide Arme talende udstrakte, Aftensolen giver Toppen Tiaraens Purpur — Hine Blaaskuldrede, Hje1mrundede ere læge Ridders- mænd, der fjerne sig ærbødigt. Det er et Hildebrandskoncilium. Her afgjøres Spørgsmaalet om Jordens Alder. Der, under Fannarauken sad jeg; — under et skrøbelig-t, rødmalet Kors, hvorpaa stod malt den venlige, men ofte forgjæ- ves fulgte Advarsel: «Skynd digl Skynd digI I—’ly som en Hin(l! Se hvor det griner bag Fannarauktind!»
