S 14 NoH1)R1—: BE1xG1—:NHUS AMT. syd forbi Fjalir, vendte han ind til Saudungssund, nu Sauesund, øst for Atløen i Askvold i Søndfjor(l. De lagde sig med et skib paa hver sin side af sundet og havde et tykt taug imellem sig. Da roede Haakon jarl til sundet med en fuldrustet skeid, og da de troede, det var to kjøbmandsskibe, som laa der, roede de frem i sundet mellem skibene. Nu drog kong Olavs mænd tauget op under skeidens kjøl og vandt det op med gangspil; saasnart det tog noget fat, gik skibet op agter og stupte fremover, saa at sjøen faldt ind over saksene og fyldte skeiden og hvælvede den om. Kong Olav tog op af vandet Haakon jarl, og alle dem af hans mænd, som de fik fat i, dræbte de, og nogle sank. Haakon jarl blev ført op paa kongens skib. Som betingelser for, at jarlen kunde faa reise 11skadt, satte kong Olaf det vil- kaar, at han skulde reise fra landet og give op sit rige og sværge paa, at han herefter ikke skulde holde nogen kamp mod Olav. Haakon jarl svor da, at han aldrig skulde kjæmpe imod Olav og ikke søge imod ham. Da gav kong Olav ham og alle hans mænd gi-id, og jarlen tog imod det skib, han før havde havt, og roede bort. Jarlen seilede saa skyndsomt som muligt til England til sin morbroder, kong Knut. Kong Knut tog meget godt imod Haakon, satte ham inden sin hird og gav ham stor magt i sit rige. Haakon jarl blev nu lang tid der hos Knut. Af mænd fra Fjordene nævnes i Olav den helliges saga Kolbein Sf(?rke. Han gik stadig saaledes rustet, at han havde sverd i belte, men i haanden en stor trækølle, slig som man kalder en «klubbe=—. Han var med iGudbrandsdalen i mødet mellem Olav den hellige og Dale-Gudbrand paa Listad (Lidsstadir) i Fron, og det var Kolbein Sterke, som efter kong Olavs anmodning med klubben slog itu det prægtige gudebillede, hvoraf «mus saa store som katter, og øgler og ormer» siges at have løbet ud. I aaret 1023 reiste kong Olav fra Voss ud til Ostrefjorden, sandsynligvis ud til Bolstadfjorden; han traf her sine skibe og reiste nordover til Sogn, hvor han var paa gjæsting om sommeren. Men om høsten reiste han ind fjorden og til Valdres. I slaget paa Stiklestad 103O stod sogningerne og nordfjor- dingerne med søndfjordinger (sygnir og firdir) i fylking sammen med ryger og horder paa venstre side af hovedfylkingen. Denne fylking havde at udholde et haardt angreb af Dag Ringssøn, den saakaldte Dagsrid. Bønderne veg tilbage, og deres mærke blev hugget ned, men overanførerne Kalv Arnessøn, Haarek fra Tjotta og Thore Hund kom venstre fløi til undsætning med en fylking, og Dag Ringssøn blev da overmandet og flygtede.
