og gaar over Sneen paa saakaldede Truvier, det er nogle Krandse, flettede af Vidjegrene, hvilke forhindrer, at Foden ikke synker ned. Af Nysgjerrighed forsøgte jeg at gaa et lidet Stykke paa disse Truvier, men fandt den Gang noget umagelig, da man ikke kan flytte Fødderne foruden at skræve temmelig vidt.
Til fire Personer og nogle Kufferter behøvede jeg 38 Mænd og 7 Slæder. Disse haves ikke forud til bestandig Brug, men forfærdiges hver Gang af nyt og holde ikkun til en Reise, undtagen Slædetræerne, som ere de saa kaldede Ski, hvilke Fjeldbonden ellers, naar han gaar ene, sætter under sine Fødder og løber derpaa ligesom paa Skrit-Sko. De er 2½ Alen lange og knapt et Kvarter brede, derhos tynde og glatte. Ovenpaa disse Ski byggede vore Skydsfolk i mindre end to Timer 7 Slæder, som de kalder Kjælken gjorte i en Hast ligesom Truvierne af Vidjegrene, og dermed var vi færdige i Morgenstunden Klokken 3, da hver satte sig paa sin Kjælke og havde 6 Mand til at trække sig hver med en Line 10—12 Alen lang, paa det at de ikke skulde gaa hinanden i Veien. Naar de har gaaet et Par Bøsseskud eller lidt mere, staar de stille for at puste eller kaste sig ned i Sneen nogle Minutter, da de tillige hviler og kjøler sig midt i den stærkeste Sved, som ei ganske stoppes, efter de strax staar op for at gaa videre. En større Prøve paa disse Folks Haardførhed og at de ikke frygter for en Flusz—Feber, er dette, at de til Tørstens Dæmpelse æder Sne eller og skraber den lidt tilside, da derunder flyder Vand, som de lægger sig ned at søbe ligesom Gideons Soldater, item at de til at tørke Sveden af Ansigtet, gjør sig Snebolde og vidske sig dermed, saa vaade som de er. Jeg ynkedes meget over dem, indtil jeg saa, det var deres Lyst og Liv, som de og gav tilkjende ved den Skjemt, de bestandig drev og de latterlige Viser, som de sang.
Tvers over Fjeldet er Vinterveien afstukken med lange Stager, af hvilke en findes paa hvert 2 a 300 Trin, rækkende 4 à 5 Alen over Sneen, hvilken uden disse Tegn vilde gjøre Veien vildsom, særdeles i Taage eller Snefog. Midtveis staar en liden og steil Klippe kaldet Soltinden. Ved den har man det længste Prospekt, jeg mindes nogen Tid at have seet; thi lige ud for sig kan man se indtil Bang i Valders, som er 12 norske eller 15 danske Mile borte, og bag sig ser over Hallingdalen indtil Grændserne af Voss, som er ongefæhr ligesaa langt borte. Her havde jeg ventet at se nogle Rensdyr, som paa dette Fjeld har deres Tilhold og findes i store Flokke, naar Jægerne sætter efter dem. Deres Føde er den graa Mos, som voxer paa Fjeldet, og hvilken at finde de skraber og sparker Sneen tilside. Om Sommerens Tid har de Lyng og smaa Ris nok, saa og nogle Bær af rød Farve, hvilke endogsaa om Vinterens Tid modnes under Sneen og smager
