næsten som Ribs, dog noget surere og haardere. Folket søgte nogle af dem, og de syntes mig i det Mindste for Rensdyr ganske gode.
Efter 7 Timers Fart paa vore Kjælker naaede vi Kl. 10 om Formiddagen til en anden Fjeldstue, Nystuen kaldet, som er ikkun 2 Mile fra den første (skjønt man betaler for 3 Mile, da Veien er tung).»
Pontoppidan siger i sin «Norges naturlige Historie» om høiden af Veien over Filefjeld, at han «i hengende Linie efter Blye Loddet vil regne den for en halv norsk Miil; det er 9000 Alen mod den Lærdalske Side.» 9 000 alen er 5 650 meter.
Det høieste Punkt af Veien var efter Naumann 3 891 fod (1 221 meter) og efter Hansteen 4 095 rhinlandske fod (1 285 meter), medens bjergpasset ikke synes at overstige 3 200 fods høide (1 004 meter).
I 1740 oplyser stiftamtmanden, at man i Bergens stift neppe paa noget sted kunde komme frem en halv fjerding i vogn, hvorfor der heller ikke der gaves nogen «saakaldede kong- eller almindelige fareveie».
Da det alligevel paa enkelte steder var nødvendigt at fare overland, over fjelde eller over eid, havde man her indrettet nogle passable stier og opført broer over elvene, som vedligeholdtes af bygdens folk.
H. Arentz, der skrev i slutningen af det 18de aarhundrede, bemærker om veiene i Søndfjord:
«Indtil paa endeel Aar har man saa godt som intet vidst af nogen alfar Landevej at sige, Tingvejen imellem Førde, Jølster og Breim i Nordfjord alene undtagen, som dog heller ikke har været meget anderledes at ansee end som en ordinair Bygdevej af det maadelige Slags; men den egentlige almindelige Vej igjennem Fogderiet har gaaet søværts ude mod Søkanten i dets vestlige og yderste Deel igjennem Sundene og over Fjordene imellem faste Lands Udstrækninger indenfor og Øerne udenfor.»
En af de udførligste og livligste skildringer af reiselivet i Norge i slutningen af forrige aarhundrede er skreven af en fransk emigrant, de Latocnaye, som reiste i Norge i løbet af høsten 1799 og paafølgende vinter. Færden foregik langs den indre rute («postruten») fra fjord til fjord, gjennem dale og over fjeldovergange, og han har havt rigelig anledning til at prøve denne reisemaades besværligheder paa en ublid aarstid og til at lære befolkningen nærmere at kjende.
Latocnaye kom fra Sverige over Trondhjem ned til Surendalsøren, hvor han først stiftede bekjendtskab med fjordene og deres befolkning. Ingen af delene tiltalte ham; han kalder de første for «de helvedes fjorde», og i kystbefolkningens pengebe-
