Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/663

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest

iiÎ)0 N()IlI)RI—Z I3ER(iI—2NHUS AM’I’. Hvorledes tusserue kan generes af andre ting end varmt vand, viser følgende beretning: . En kveld stod en mand paa tunet og huggede ved; en fremmed mand i blaa klæder kom hen til ham, saa paa mande11, men sagde ikke noget. Da manden var færdig med Sit arbeide spurgte han, om den fremmede ikke vilde gaa ind; hvortil den fremmede svarede, at han vilde nok gaa ind, hvis manden ogsaa vilde komme til ham. Manden svarede: «Eg veit ikje„ kor du bur,“ɔ hvortil den andre svarede, at det ikke var lang-t. Da den fremmede kom ind i stuen tog hunden til at gjø overhændigt. saa den fremmede blev ræd og vidste ikke, hvor han skulde gøre af sig. Manden sagde, at hunden var saa snil og gjorde slet ingenting, og han forst-Od nu, at den fre111mede hørte til l1ittfolket, for de er altid saa ræd hundene; men han lOd, som han ikke forstod (1et. Da tussen gik, bad han manden besøge sig og kom en tid senere for at hente ham. De gik ind i en haug. Der var et bord dækket. der var sølv og guld og alt det, som godt var. Manden blev sat i høisædet, men over hans hoved hang en kværnsten i en silketraad. Manden blev saa ræd, at han ikke var istand til at smage paa maden. Tussen, som saa dette sagde, at han ikke skulde være bange. Kværnstenen gjorde ingen skade, men det nyttede ikke, manden var ræd ligefuldt Det var en straf for hunden, som skræmte tussen. Da de havde siddet tilbords en st11nd, faldt der ned noget ret i maden. «Fy, fy!Þ—“ sagde tussen og ropte paa kvi11dfolkene, at de sk11lde komme og tage det bort. Tussen sagde nu til 1nanden, at det var en ting, han vilde bede ham om, Og det var at flytte floren; for mandens flor stod over tussens madbord. Manden sagde, han skulde gjøre det. hvis tussen vilde vente til om vaaren. Han saa sig ikke syn til at rive det ned om vintere11. l)et fandt tussen rimeligt og var vel fornøiet med at vente Manden flyttede siden fl0ren. og det hed, at han aldrig senere kom til at angre paa det. “ Det heder i dette sagn som i mange andre, at tussen bad manden tage sig ivare, naar han gik ud; for hittfolket har den skik-, at de enten sla-ar kogende vand efter folk, eller saa slaar de et g1oende jern ud, just Som de gaar gjennem døren. Derfor skal man, naar man gaar bort fra dem, aabne døren og stille sig bag samme indtil vandet eller jernet er kommet ud af døren. i I Overensstemmelse med denne beretning fra Søndfjord om gjødselen, som falder, er en beretning om Helje-Knut paa Hin- jadne i Sogn, som havde sligt uheld med kreaturerne; til ham