l-II—2F()I‘KNING. 625 at sove og spise grundig. Naar sildefiskerierne slaar ind, kan der arbeides flere uger i træk, uforfærdet og flinkt, saalænge der staar paa, hvorefter man dovner sig. Da der var store vaarsild- fiskerier, kunde bønderne om sommerdagen være beskjæftigede alene med at bøte sildegarn, medens kvinderne stellede gaarden. Det er derfor rimeligt nok, at de næsten altid har god tid, og det er da ogsaa yderst sjelden, at man ser kystbefolkningen skynde sig med noget, hvad enten det er arbeide eller en besked. Lægerne siger, at der blandt kystbefolkningen er en hel del nervøsitet og neurastheni. Neurastheni er ikke sjelden paa lands- bygden. Denne tilstand findes ikke blot i de overciviliserede samf11ndslag. Det er sagt, at i sammenhæng med dette nervøse tempera- ment staar vistnok ogsaa adskillige træk i omgangstonen, den store hensyntagen til andres følelser, frygt for at saare disse og det dermed sammenhængende vidtløftige ceremoniel. Om skikkene forøvrigt oplyser nogle ældre forfattere: Blom bemærker om hilsener, at i Sogn og flere egne har de den skik at hilse ved at kysse paa sin haand og byde den fremmede den. De siger derhos «Gud signe!» — «godt mot!» (godt møde!) — «velkommen til!». Stiftamtmand Christie siger i sine optegnelser i Bergens musæum: «Den overalt i Norge brugelige skik, at man ved møder og sammenkomster saavel i den frie luft som inde i husene, hvor man taler venskabeligen sammen, hilser paa hinanden ved at give hinanden hænderne, iagttages ogsaa af bønderne i Bergens stift; men disse gjør den forskjel i henseende til haandræknin- gen, at de, naar de hilser paa en overmand eller paa nogen, som de vil vise særdeles ærbødighed, kysser eller rettere slikker paa sin egen haand, førend de rækker den frem. En moder, som har sit barn med sig, glemmer aldrig at erindre dette om at kysse paa haanden, inden det byder den frem til hilsning. At nægte at modtage en haand, hvorpaa der saaledes er kysset, an- sees som en fornærmelse. — Naar bønderne er stedt i stor for- legenhed og ret indstændigen beder om noget hos en person, som de enten allerede har hilset paa, eller som de ikke kan naa hen til, fordi han er for langt borte, da kysser de stedse paa sin egen haand og vender den hen mod vedkommende, som de henvender sig til. Det samme gjør de ogsaa, naar de som bet- lere anholder om almisse eller takker for samme.» Han mener, at skikken er meget gammel og stammer fra Orienten. Stiftamtmand Christies optegnelser (i Bergens musæum) inde- holder om brugen af langt skjeg følgende: 40 — Nordre Bergenhus amt.
