O NA’I’URI‘IG BESKAFFENHED. 37 mode,» tilhører Keilh-au. «Halvøens vestlige og nordlige stræk- ninger er,» siger han, «et fortløbende høiland, der begynder i Krist-i(msands stift og indtager Bergens og Trondhjem-s stifter, 3VO‘l’(„(1Ildc?II8 og Finmarke):, medens landet paa østsiden af denne vidtstrakte og høitliggende fjeldmark har en almindelig heldning mod sydøst, der i længere afstand fra fjeldhøiden danner lavland af betydelig udstrækning. Paa den nordlige og længste del af halvøen tilfalder fordelen af denne afsænkning Sverige alene-, idet Norge her ophører, hvor skraaningen begynder. I den sydligere strækning, hvor Norge udvides fra en klippekyst til et dybere indland, er der derimod ogsaa for vort land bleven plads til at deltage i afsænkningen, og den sydlige, især den sydligste del af Akershus stift er mest at anse som lavtliggende fjeldsletter eller lavland i den betydning, hvori denne betegnelse er anven- 1lelig paa Norge. Her sænker selve fjeldoverfladen sig ned i det dybere niveau, saa at det endog i nogle af de fra sjøen fjernere liggende egne bliver menneskene muligt at fæste bopæ1 ei alene under og ved siden af, men ogsaa paa fjeldet. Den brede Strækning mellem dette lavland og fjeldhoiden i nordvest er egentlig kun den svagt heldende skraaning, hvormed bjergryggen falder af til sine lavere strøg. Men man erkjen(ler dette forhold mindre let, fordi skraaningen er fuld af dybt indskaarne, deri eller derpaa ned- løbende dale, saa at overfladen viser sig ligesom bølgeformet eller rynket, fold ved fold, efter dalens retning. Mod syd, vest og nordvest, hvor fjeldmassens overflade intetsteds frembyder nogen betydelig lav1andsstrækning, støder den høie ryg enten umiddel- bart til havet og fremstiller et plateau med næsten lodret væg, eller den har ogsaa mod denne side et affald, men saa kort, at dens lavere og beboelige strøg ikke bliver meget mere end en udvidet bjergfod. Jæderen og egnene ved Trondhjemsfjorden er de laveste strækninger af nogen betydenhed paa denne kant af landet.» Den her givne fremstilling af Norges overflades beskaffenhed er maaske den, der har formaaet i korteste drag at fremstille de væsentligste eiendommeligheder ved landets konfiguration. Dog maa man i denne fremstilling ikke lægge ind mere, end der virkelig staar. Naar det her saaledes heder, at den nordiske halvø udgjør én eneste sammenhængende fjeldmasse, saa er dette visselig ikke at forstaa geologisk, saaledes at Norge kun udgjør (=én eneste sten», en eneste formation. Dog maa den ovenfor givne fremstilling undergaa nogen modifikation. Naar det saaledes heder, at mod syd, vest og nordvest støder den høie ryg umiddelbart til havet og fremstiller et plateau med næsten lodret væg, saa er det vistnok nogenlunde sandt, naar man tænker sig hensat i de inderste arme f. eks.
