438 . NOllDRE BEllGENHUS AM’l’. hele planken nedover paa den anden side. Midt inde mellem disse slyngninger er der undertiden ladt aabent et lidet, aflangt rum, hvor en riddersmand tilhest hæver sin landse mod en vin- get orm, der styrter ham imøde Rundt om i kirken møder man saadanne forsiringer, over og omkring dørene, paa søilehove- dernes skjoldformede sider, paa bænkeryggene. Paa Urnes kirke, hvis snitværk ansees for at være noget af det ældste, som man har, er det endnu kun striber og drage- figurer, der slynger sig sammen i en(leløse knuder; de løser sig ikke op i større partier med nogen bestemt leddeling, men be- dækker det hele i et broget og sammenhængende menster. De simple baandslyngninger blandes senere med dyre— og plante- former. Den vilde, fantastiske karakter, der ved de ældste kirker gjør et saa eiendommeligt indtryk, afløses senere af en maner uden saa fremtrædende særpræg. Henimod reformationen for- svinder denne stil sammen med stavkirkebygningen. Portalornamentiken i vore stavkirker kan deles i to grupper, den elegante sognetype og den energiske, mere bredt skaarne telemarkske. Sognekirkerne var, naar Urnes undta-ges, klassiske typer af vor stavkirkebygning og omtrent fra ens tid De tele- markske tilhører et længere ti(lsrum,— og flere er produkter af en senere kultur. I Urneskirkens indre optræder ogsaa en anden række orna- menter af en fra de nysbeskrevne helt forskjellig art, der ansees at være mærker efter en nyere paavirkning. Fordybningerne mellem ornamenterne er usædvanlig dybe i Urnes kirke, kanter-ne er skarpe og overfladen kun svagt buet, ligesom dyrene og deres hoveder er holdte i profil. Disse ornamenter erindrer i et og alt om irske motiver; ornamenterne er en række bredere baandlignende og en række finere traadlignende slynger, af hvilke hine stundom ender i tynde slangehoveder og udstyres med forben og en svungen hale. medens disse omcirkler dem i fantastiske bugter; et helt firbenet, langstrakt tyndt dyr, der visselig skal forestille en løve, fore- kommer, det hele er vistnok tænkt at forestille en kamp mellem leve og slanger, som man ser i gavlen paa Urneskirken. Særskilt er udskilt under navn af urnestypen de stavkirker. hvori der forekommer ornamenter, som er fælles for de kristne kirker og hedendommen, hvilke omamenter synes at forsvinde omkring aar 1100. Den sognske type kaldes saa, fordi den forekommer i alle de nu bevarede sognske portaler fra stavkirkernes egentlige blomst- ringstid (115O—l250). Urnes kirke med sin irske ornamentik er ældre. Den sognske type synes at have strakt sig over Bergens stift, Valdres, Hallingdal og Gudbrandsdalen og findes i følgende
