I-IIS’I’ORIE. 957 At han nu greb ind i sagen er dadlet af protokolkomiteen paa storthinget: det vilde have været ønskeligere, at «udenrigsministeren havde anvendt sine talenter til at gjøre den nye britiske minister bekjendt med sagen fra den anden side og til at oplyse ham om nødvendigheden og sømmeligheden af at oppebie udfaldet af, hvad Hs. majestæt kongen havde befalet og den norske konge iværksat». Grev Engeström saa med et andet blik end den norske re- gjering paa de norske embedsmænds forhold og troede, at der af dem var begaaet feilgreb, som delvis kunde berettige de engelske klager. Herigjennem fremkaldtes en misstemning mellem dem. Udenrigsministeren udtalte: . «Den Everthske sag, i sin oprindelse en retssag, hvilket Deres majestæt har erkjendt den for, og henhørende med hensyn til de begivenheder, den omfatter, under domstolenes ressort, kommer, formedelst sine følger, ind i politikens enemærker.» Kongen besluttede, at regjeringen «uden ringeste forhaling» skulde give de to kommissærer, Hagerup og Heidenreich, «de bestemteste ordres til, uden tidsspilde at tilendebringe deres for- retning», - ligesom befalingen om at udlevere Steads eiendele yderligere gjentoges. Lord Castlereagh var i begyndelsen af 182l ikke sikker i sin stilling, der skulde rettes et slag mod hans udenrigspolitik og nogle faa stemmer kunde gjøre udsla-get. Bodøsagen blev et led i de beregninger, hvormed han opgËjorde sine udsigter for det parlamentariske felttog, og sagen blev presset frem til afgjørelse af hensyn til en politik, der var den ganske uvedkommende. Den behændige Denovan havde kastet Bodøsagen- ind i en politisk kamp. FitZgerald sendte 4de januar 182l grev Engeström en note, hvori han afviste enhver fornyet undersøgelse ved en kommission og krævede en afgjørelse, efter hvilken den britiske regjering ikke længere vilde bie. 9de januar svarede udenrigsministeren foreløbig, at sagen uden ophold skulde foredrages. Den 13de januar fremlagde i sammensat statsraad udenrigsministeren noten af 4de januar med sit svar af den 9de og foreslog at bilægge det hele ved en mindelig overenskomst og tilstaa enten en direkte skadesløsholdelse i penge eller fritagelse for toldafgifter i Norge indtil et beløb, man blev enige om. Kongen erklærede, at denne sag angik de forenede rigere interesser, og befalede, at der skulde tilbydes den engelske minister at udnævne en betroet mand, som skulde underhandle med en af den norske regjering opnævnt kommissær til afgjørelse af den bodøske sag. De to tilstede- værende norske statsraader, Collett og Fasting, forlangte ikke, at den norske regjerings betænkning skulde indhentes, men den
