HISTORIE. 955 tale et ord med i sin egen sag, og det foresloges, at kongen gjerne kunde betale de penge, som krævedes af de uforskyldt lidende britiske undersaatter, og der hentydedes til, at Storthinget bagefter vilde erstatte, hvad han paa denne maade kunde komme til at lægge ud. . Fra britisk side negtedes i rene ord at lægge andet til grund end de af Denovan fremlagte paastande, og der negtedes uden videre at forhandle med Norge. I en officiel note af 5te september beskyldte St. George, antagelig efter meddelelser fra Denovan, mandskabet paa Bodø toldslup for, at de havde gravet sig en underjordisk gang ind til det pakhus, hvori de beslaglagte varer var under forvaring, og at de havde tilegnet sig eller beskadiget sager, som tilhørte Stead. I Nordland kunde ingen lov beskytte de ulykkelige bri- tiske undersaatter. «Uskyldige undersaatter af en allieret nation er kastede i et usundt fængsel, - uden form af proces belagte med jern, - forhaanede, -slaaede - og i to maaneder be- handlede værre end svenske galeislaver.» Der krævedes erstat- ning baade til Stead og Everth, for den sidste for hans uddri- velse af pakhusene og for den skade, der var voldt hans handels- hus ved at nedsætte dets anseelse. Denovan var ikke tilfreds med tilbudet om udleveringen af varerne til Stead. Stead var for ham kun et redskab. Hvis Bodøsagen skulde ende med en udlevering af Steads varer, vilde han intet have havt for sin møie. Han vilde ikke faa noget for sin «omarbeidelse» af dokumenterne. Alle hans anstrængelser for ham selv og Everth -- eller vel rettere for Sir Peter Pole & co. -- vilde da været unyttige. Han vilde have en klækkelig pengesum for sin egen del og for sine rette klienter faa ud- presset af Norge mest muligt. Sommeren 1820 blev Everth paany trukket frem som den skadelidende part. Den norske trælasthandel var i en mislig stilling, og en trudsel om at udestænge Norge, allerhelst Sverige med, fra det britiske trælastmarked vilde have mægtig virkning-. Der kom en ny engelsk minister ved navn William Ves(Wy FitZgerald til Stockholm. Hans handlemaade var ikke bedre, men værre end forgjængerens. Denovan trængte støtte fra det britiske parla- ment, og naar han truede med dets indgriben, kunde han paa samme tid øve tryk paa Englands udenrigsminister, paa Carl Johan, paa grev Engeström og paa den norske regjering. bord Castlereagh var ved denne tid ikke sikker i sin stilIing. Hvis det nu hed, at -udenrigspolitiken ikke tilstrækkelig værnede om de britiske borgeres interesser, kunde Bodøsagen blive et farligt vaaben i oppositionens haand. FitZgeraId meddelte grev Enge- ström, at det, som var foregaaet paa Bodø, var bekjendt for
