930 NoRn1.ANI)s AMT. i udenverdenen, som de mærkelige viser om Bergens ildebrand i 1702. Til denne digtning slutter sig hans rimbreve, som de til Dorothea Engelbretsdatter, videre 2 digte fra hans sidste tid, hvori han skildrer sit levnetsløb og sin sygdom. Om hans evne som satirisk digter vidner den fortræffelige «Dalevise» («Fjæld- hyggen agter paa tiden»), hvori forfatteren djærvt og anskuelig be]yser helgelændingernes hovedfeil: urenslighed, processyge og usædelighed. Af Dass’s arbeider har hans «Nordlands trompet» vundet den største navnkundighed. Han begyndte paa den alleredei 1678, lagde den flere gange hen, og den blev først færdig mod slutningen af aarhundredet «Nordlands trompet» er en beskri- velse paa vers af hele det nuværende Tromsø stift. Dass havde mærkværdig nok ikke været i den nordlige del af Nordland, nordenfor Helgeland, som han selv fortæller-: Vel er jeg selv en Nordlands Mand, Og Nordland har mig klædet. Men nordenfor mit Helgeland Min Fod har aldrig trædet. Thi kan jeg dette sige grandt. Hvad Helgeland tilhører, At det er hver en Tødel sandt, Hvis Pennen derom rører. Men Norden for og længer hen Jeg ikke ved saa nøie; Jeg har det kun af I-Iørelsen, Men ikke seet med Øie. Hvad andre for mig haver sagt Og mundtlig mig opregnet, Det har jeg paa Papiret lagt Og særligen optegnet Hvad han fortæller om Salten, Lofoten og Vesteraalen, hvi- ler, som det sees, paa mundlige efterretninger fra andre. Dass benytter aldrig den poetiske frihed til at fremstille tingen anderledes, end den er. Hans digt er sandt og tro- værdigt. Welhav1m skriver: «Han opregner alt, hvad der hører til den udrustede fiskers niste, redskab, klædning og baadstel, og med samme nøiagtighe(l afhandler han præstegjeldenes sognedeling og bet-jening samt deres indtægt af la11dskyld, tiende, offer og løbende forretninger. Man kan af «Nordlands Trompet» ikke blot .lære, hvad der ud- vindes af sælhundens spæk og skind, og hvorledes fisken fanges og l)eredes, men ogsaa blandt meget andet, hvorfor det er bedre at bage lefser af rug- end af bygmel, kort, man føres ind i de yderste enke1theder af befolkningens væsen og skik, og med det-
