I-IISTORIE. ’’ 887 fatning, og han blev helt stum af forbauselse. Da vi var komne hjem til styreren, saa vi, at han havde indbudt mange geistlige der fra stedet. Her modtog han os venlig og gjorde et gjæste- bud med meget god mad, saadan som de har for skik; de land- sens fo1k, som var der, var mere optagne af at betragte os og spørge os end med at spise. Derpaa sørgede de for nattely for os. Men styreren og de andre geistlige herrer sørgede stadig for, at vi var rigelig forsynet med mad. Jeg, som ikke tænkte paa andet end paa at komme hjem, bad den følgende dag om raad og hjælp og spurgte, hvad vi skulde gjøre for at komme til Tyskland eller England. Vi vilde gjøre det, som de syntes var bedst. Efter nogen tale blev der da fattet en beslutning; vi skulde paa grund af krigen og den lange sjøreise for sikkerheds skyld reise og søge en hr. Zuan Franco, som var gjort til rid- der af kongen af Danmark; han var af vor nation og boede paa et slot i kongeriget Svea-ige, 5O dages reise borte. Vi reiste derfor 8 dage, efterat vi var komne, fra Trondon, og styreren gav os en fører og to heste for mine fiske, som jeg gav ham, og for et segl og et sølvbælte gav han mig sporer, støv1er, hat og en liden øks, som var indviet til St. 0lav, hvis vaabenmærke var en øks, videre reisetasker af skind, nogle sild og brød og 4 floriner fra Reims. Foruden dette lik vi fra den ærværdige erkebisp en anden hest, saa at vi gav os ivei 12 personer med føreren og 3 heste; i ð3 dage gik vi altid mod øst, og stadig havde vi dag; snart tog vi ind i slette huse og sommetider i endnu slettere huse, og især spurgte vi efter brød. Paa flere steder malte de i møIIen bark af træer, skaaret som græskar, og blandede den med melk og smør og gjorde lige- som et i asken Stegt brød; det brugte de istedetfor almindeligt brød. De gav os melk, smør og ost og til drikke vand af sur melk. Vi fortsatte vor vei, og undertiden kom vi til et større herberge, og der fandt vi øl, kjød og andre nødvendige fornøden- heder. Men en ting fandt vi overalt, og det var kjærlige og venlige mennesker, som modtog og behandlede os ve1. I kongeriget Norge var afstanden mellem husene stor, og mange gange kom vi frem paa den tid, da de havde lagt sig; selvom det ikke var nat, var det dog nattetid. Vor fører, som kjendte deres skik og brug, aabnede døren til herberget og gik frem til bordet med bænke rundt om med puder af læder med god fjærstopning, som var istedetfor madrasser. Da vi fandt alt aabent, tog vi og spiste af det, som var der. Derpaa lagde vi os til at sove. Det hændte mange gange, at husets herre kom til os, naar vi sov, og blev staaende forbauset Naar saa føreren traf ham, talte han med denne, som berettede ham om vor
