Hopp til innhold

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/884

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

874 NORDLANDS AMT. Saaledes fik vi blive liggende en tid, om det end tilslut skulde vise sig at være til ingen nytte. Da skibet, som alt var svagt, i 4O timer havde arbeidet voldsomt i denne fortøining, huggede en af vore ulykkelige fæl- ler, af rædsel for at noget værre kunde hænde, den sidste trosse over. Da vi havde mistet dette holdepunkt, drev vi afsted paa den gamle maade. Vi ventede med kristeligt sind stadig paa døden, som de fleste af os var forberedte paa; vi satte alt vort haab til det kommende liv. Nogle handlede og talte i fuld for- tvivlelse, da de saa, at havets og vindenes raseri ikke lagde sig. Den 4de december, paa den hellige Barbaras festdag, blev vi haardt medtagne af fire bølger efter hverandre, saa at det ulykkelige skib dukkede mere under, end det gjorde før. Skjønt vi var halvdøde, tog vi os dog sammen og stod i vand til midt paa livet og pumpede, og vi fik bugt med vandet; i de tre føl- gende dage gik det os noget bedre paa reisen. Men den 7de (lecember tog vindens raseri paany til; vi fik igjen saa meget vand over, at skibet fyldtes, og paa læsiden strømmede vandet ind uden modstand. Da troede vi for vist, at vi skulde.gaa under, og vi vidste ikke, hvad vi skulde gjøre. Vi stod stadig der, ventende døden og saa resigneret og medlidende paa hver- andre. Tilsidst tog vi os til som det sidste middel at kappe masten, idet vi tænkte, at skibet, naar det blev kvit denne byrde, vilde reise sig friere; Saa blev det gjort. Da masten var kappet, kom en styrtsjø, som tog den udenbords sammen med raaen, uden at røre siden paa skibet, som om det var slynget ud af en haand. Dette lettede skibet i høi grad, og det gav os haab om at kunne pumpe det helt lens for den masse van(l, som var kommet ind. Efter Guds vilje begyndte nu havets og vindens raseri at aftage. Skibet var nu berøvet alle sine master, hvad der, som alle sjøfolk ved, holder et skib ret. Vi ventede, at det skulde lette sig en smule, men det begyndte at rulle mere og mere, saa at bølgerne let strømmede ind fra begge sider. Medtagne som vi var af det stadige stræv i lang tid, kunde vi hverken holde os paa benene, heller ikke sætte os ned, saa svage var vi blevne. Dog var vi enige om stadig at bruge pumperne for at lense skibet. l)a vi i denne tilstand var uden haab om at faa se land igjen, besluttede vi i vor elendighed, hvis Gud i sin naade vilde lade havet og vinden lægge sig noget, at sætte vor storbaad og den lille baad ud i sjøen og at gaa i dem for at søge at komme til land; vi saa, at vi uvilkaarlig vilde dø af hunger, hvis vi blev paa skibet; det var umulig at naa land med dette, da vi ikke havde ror, ikke mast og ikke seil, og da vi efter vor formening var 700 mil borte fra det nærmeste land mod øst, som var øen Irland.