H1sToH1E. 873 den midtre mast, idet vi haabede at kunne regjere skibet under dets voldsomme arbeide. Disse ror blev nu straks gjort istand og anbragt paa begge sider og paa rette steder. Dette arbeide gav os kraft og haab, da vi mærkede, at de gjorde tjeneste. Men skjæbneu var os haard og gav os ikke tid til at faa noget istand. Vindens raseri og havets vælde øgede, saa at bølgerne brød ind over de nye ror og sopte dem bort fra ski- bet. Ved denne ulykke stod vi lammede og lynslagne, lig de, som i pestens tid føler, at de er smittede og mærker dø- dens tegn. Saaledes forladt fór vi afsted den vei, som de rasende vinde førte os. Den 26de november er den dag, som er indviet til den hel- lige jomfru Catherina, og den regnes for skjæbnesvanger; man siger, at den er en kritisk dag; da forøgedes havets og vindenes raseri, saa at vi mente forvist, vor sidste dag maatte være kommen. Derfor overgav vi os alle samstemmig og med taarer til den hellige jomfru Maria og de andre helgener i paradiset, forat de skulde sone Vor Herre Gud og hjælpe os, og vi aflagde fronime løfter enten om pilegrimsreiser eller om andre gjernin- ger i ydmyghed. S Dette havde en vidunderlig virkning, saa at vi, trods havets vældige raseri, blev frelste fra døden. Vinden blev noget bedre, dog ikke saa, at vi ikke stadig drev afsted mod nordvest, idet vi altid fjernede os fra land. Seilene- var allerede saa slidte ved stadig regn og vind, at de begyndte at revne og ved gjentagne haarde byger mistede vi dem helt. Da vi havde sat ind nye seil, som man pleier at føre med sig til saadant brug, var heller ikke de synderlig stærke, naar de blev vaade og medtagne af de rasende vinde; vi kunde kun bruge dem en kort tid. Da nu skibet var uden seil og uden ror, som er nødvendige redskaber for seilads, var vi tunge i sind og nedslagne, saa der var ikke længer kraft og mod hos os. Skibet gik for takkel og taug, uden ror og havde ikke længer nogen bestemt kurs; det blev ligesom træt, men det rystede ikke destomindre i den vold- somme sjø, saaledes at det kunde mærkes i alle sammenføininger. Nogle gange brød havet over det og fyldte det med vand. Dog var vi, ulykkelige, som var saa trætte, nødte til at pumpe det lens. Efterat vi flere gange havde forsøgt at finde bund med lod- det, fandt vi omsider en dybde paa 8O favne med stenet bund. Som det gaar dem, der ikke kan svømme og som ligger i van- det, at de griber efter et halmstraa, for ikke at gaa under, saa- ledes gik det ogsaa os. Vi besluttede i vor elendighed at for- søge, som et sidste middel, at kaste anker. Det gjorde vi saa- ledes, at vi satte sammen fire trosser, den ene efter den anden.
