H1sToH1E. 875 Der blev derfor truffet foranstaltninger til at gjøre de smaa baade istand for at forlade den store skude, naar det vold- somme hav tillod det. Der var nogle af vore folk .ombord, som i høi grad var tilbøielige til at drikke vin i overmaal, de ven- tede ikke at dø, men de stod hele dagen og varmede sig, idet de gjorde ild op med duftende cyprestræ (en stor del af skroget og lasten i skibet var af sligt træ); det var utroligt, hvor ilde det var for disse at gaa ombord i baadene og forandre leve- maade, saaledes som jeg senere skal fortælle. Vi pleiede, førend vi mistede masten, hver aften, før den lange nat kom, at trække os tilbage til vor kahyt og henvende os til jomfru Maria, vor herskerinde; vi bad ydmygt og med taarer hende og hendes søn, den almægtige og vor forløser, om frelse fra den store fare, elendigheden og mørket. Men det stod ikke længere i vor magt at forrette denne andagt, fordi det var ikke muligt hverken at staa eller at gaa, og man kunde næsten ikke ligge uden stor Vanskelighed Enhver opsendte sine bøn- ner, som han selv vilde, der hvor han laa. I denne fare havde jeg forskjellige tanker, og blandt andet frygtede jeg for, at der naar folkene gik i baadene, skulde opstaa strid og trætte mellem dem, som havde mindre selvbeherskelse end de andre, og jeg frygtede blodsudgydelse, hvis alle vilde gaa i den større baad. Dette var meget sandsynligt, især naar dertil kom, at de drak meget, hvad der gjorde dem tilbøielige til trætte. Derfor tog jeg min tilflugt til den almægtige Gud og bad ham oplyse mig, saa jeg kunde finde en maade, saa der ikke opstod saadan strid mellem os. Den gode Gud bønhørte mig i sin naade, og han lod mig falde paa den tanke, at jeg burde foreslaa alle, at det skulde være hemmeligt, hvilken baad enhver valgte; kun skrive- ren skulde vide det og skrive ned hvers vilje. Det hændte da mærkværdig nok, at det efter afstemningen viste sig, at 21 vilde gaa i den lille baad og “47 i den store. Af fri vilje var 21 for- nøiede med at gaa i den lille baad, de andre valgte den store. Dog blev det tilslut indrømmet mig den forret at gaa ombord i hvilken baad jeg vilde og tage med mig en tjener. Skjønt jeg i mine tanker havde valgt at gaa i den lille baad, da den var meget god, saa forandrede jeg dog mit valg, da jeg saa, at mine underordnede styrmænd var gaaet ombord i storbaaden, og sammen med min tjener gik jeg ombord i den store, og dette var aarsag til vor frelse, som læserne skal faa erfare. Da vi havde fordelt os saaledes, begyndte vi at gjøre baadene istand for at forlade skibet. Det var meget vanskeligt, da vi ikke havde nogen mast, heller ikke noget andet høit fæstepunkt, saa vi kunde faa heiset dem ud paa siden af skibet. Alligevel tvang nødvendigheden os til at bruge rorpinden paa
