Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/855

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


H1sToRu-:. 845 Thores mænd forskrækkede og løb alle sin vei. Kun Thore og Egil blev tilbage paa skibet. Thore bad Egil at frelse sig ved flugt. Det var skade, om en saa brav og dygtig mand skulde miste livet, sagde han. Egil mente, at der ikke var for mange tilbage, om han blev alene hos ham. Da kongens skibe lagde til, sad Thore i forrummet paa skibet. Lendermanden Sigurd Ullstreng raabte og spurgte, hvorledes det var med ham. Thore gav Sigurd et spøgefuldt svar, affattet i et slags versform, irim- bogstaver: heill at høndum, hrumr at fÖlum (jeg er god i hænderne, men skrøbelig i fødderne). Thore og Egil blev grebne; deres mænd, der havde flygtet, merkede til sin forfærdelse, at de var paa en ø, og overgav sig. Kongen synes at have skjænket dem livet. Men Thore og Egil dømte kongen til at hænges og lod dem straks føre over til den nærliggende holme Vomben (Vomma), hvor en galge reistes. Thore viste dog ingen frygt, men gik døden imøde med ro og et muntert sind. Da Sigurd Ullstreng forundrede sig over hans fedme, svarede han: matr minn veldr þvi ok munngat (det kommer af min mad og mit øl). Der fortælles, at Vid- kunn Jonssøn, ved at se ham vakle hid og did paa hans van- dring til galgen -- Thore var nemlig, som han selv sagde, skrø- belig til at gaa - raabte snart «bedre til styrbord, Thore!» snart «bedre til bagbordI» for at gjen ælde hans spot, da han brændte skibet. Under galgen ytrede Thore: «Ilde er ilde raad!» Han var saa stor og diger, fortælles (ler, at da galgevippen hæ- vedes, sledes kroppen ved sin egen tyngde fra halsen og faldt til jorden. Egil var uforfærdet. Til kongens trælle, der skulde hænge ham, sagde han: «I skal vistnok hænge mig, men enhver af eder fortjener langt heller den straf.» Til kon- gens mænd sagde han: «I glæder eder nok til at se, hvorledes jeg bevæger mine fødder idag.» «Mener du ikke,» sagde de, «at du selv kan gjøre for, hvorledes du bevæger dig i galgen?» «Det vil nu vise sig,» sagde han; og da strikken var lagt om halsen, satte han sin ene fod paa vristen af den anden, og han forandrede ikke denne stiIling, medens han vippedes i veiret. Alle de, som var der, beklagede, at en saa kjæk mand skulde ende sit liv paa den maade. Kongen sad der selv den hele tid, og var vred, saa ingen af hans mænd turde bede om naade for de domfældte. Da han saa Egil hænge, sagde han: «Ilde staar dig dine gode frænder bi.» Heraf, siger sagaen, kunde man skjønne, at han gjerne havde seet, at man havde bedt om naade for Egil. 0prørskongen Svein undkom til l)anmark.