HISTORIE. 889 thing blev taget til konge over Norge, var Thore Hund med fra Danmark. Haarek af Tjotta var ogsaa kommet did. Begge blev kong Knuts lendermænd, og han gav dem store landindtægter, overdrog dem finnefærden, og desuden fik de store gaver. Thore Hund i Bjarkø havde i de to vintre l028-29 og 1029--30 besørget finnefærden, været længe paa fjeldet og handlet med finnerne med stor fordel. Han havde ladet sig gjøre 12 ren- skindskofter, og det heder, at de ved trolddom var gjort slig, at vaaben ikke bed paa dem; de var mere uigjennemtrængelige end en ringbrynje. Thore kom maaske i berørelse med kareler og kylvinger, der kunde meddele rygter om, at Olav den hellige tænkte paa at gjæste Norge igjen. Da han kom tilbage fra Fin- marken vaaren 1030, besatte han sit langskib med folk, udbød leding over hele det nordligste thingdistrikt og drog sydefter. Haarek fra Tjotta samlede ogsaa folk. Ogsaa andre stormænd blev med. De gjorde bekjendt, at denne hær skulde drage imod kong Olav og værge landet imod ham, om han kom østenfra. Før slaget ved Stiklestad, 1030, kom det paa tale, hvem der skulde være anfører for bondehæren; lendermændene talte om denne sag. Kalv Arnessøn mente, at Haarek fra Tjotta passede bedst, thi han var kommen af Harald Haarfagres æt; kongen havde meget imod ham for Grankels drab, og han vilde lide den største overlast, om Olav den hellige kom til magten; derhos var Haarek prøvet i kamp og lysten efter ære. Haarek mente, at yngre folk passede bedre til dette;- han var gammel og skrøbelig og ikke synderlig kampfør; der var og frændskab mellem ham og kong Olav. Skjønt denne agtede lidet paa dette, sømmede det sig ikke for Haarek at gaa længere frem end andre i denne strid imod Olav. Thore var vel skikket til høvedsmand i kampen imod kong Olav og havde ogsaa sager nok imod ham: han havde at hævne frændetab, og at Olav drev ham af alle hans eiendomme. Han havde ogsaa lovet kong Knut og sine frænder at hævne Asbjørn. Der gaves ikke bedre leilighed end denne til at hævne alt dette paa én gang. Thore mente, at han ikke trøstede sig til at være høvding for denne hær. T rønderne var mandstærkest og vilde vel ikke lyde en haaløigsk mand. Men det var ikke nød- vendigt at minde ham om det opgjør, han havde med Olav. Han mindedes, at Olav havde taget livet af 4 mænd, alle gjæve af hæder og æt: hans brodersøn Asbjørn, hans søstersønner Thore og Grjotgard og deres fader Aalve, hver af dem var han skyldig at hævne. Til det havde han valgt de 11 djærveste mænd af sine huskarle, der ikke skulde overlade til andre at hugges med Olav, om dertil leilighed gaves. Enden paa det blev, at Haarek og Thore skulde staa sammen
