84O NORDLANDS AMT. under hovedbanneret, medens Kalv Arnessøn blev den egentlige overanfører. Blandt Olavs banemænd var foruden Thore Hund en anden haalogalænding, Thorstein Knarres-med eller Thorstein Skibsbygger; han var en stor og stærk mand, ihærdig og en stor slagsbroder. Kong Olav havde til straf taget fra ham et nyt og stort skib. som han havde bygget. Thorstein gik frem foran fylkingen did, hvor Thore Hund stod; han vilde være ifølge med Thore, thi han tænkte at være den første til at bære vaaben paa Olav, hvis han kunde komme ham saa nær; han vilde gjøre gjengjæld, fordi han rante fra ham det gode skib. Thore og hans mænd tog imod Thorstein. Kong Olav hug til Thore Hund over skulderen; det heder, at sværdet ikke bed, men det saa ud, som det røg af rensdyr- koften. Om det taler Sigvat Thore og kongen skiftede nogle hug, men kongens sværd bed ikke, naar det rammede rensdyr- koften; men Thore blev saaret i baanden. Kongen sagde til Bjørn Stallare: «Slaa du hunden, som jern ikke bider paa.» Bjørn vendte øksen og slog med ham- meren kraftig i Thores skulder, saa Thore vaklede. Da stak Thore Hund med sit spyd til Bjørn Stallare midt paa livet og gav ham ba-nesaar. Thore sagde: «Saa jager vi bjørn.» Thor- stein Knarresmed hug med sin øks til kong Olav paa venstre fod ovenfor knæet. Men“Finn Arnessøn dræbte straks Thorstein. Saa heldte kongen sig op til en sten, kastede sværdet og bad Gud hjælpe sig. Da stak Thore Hund til ham med spydet neden- under brynjen og op i uhderlivet, medens Kalv huggede til kongen paa venstre side paa halsen, men man er uenig om, hvilken Kalv det var: Kalv Arnessøn eller en anden Kalv. Disse tre saar tog livet af kong Olav. Det heder, at efter slaget gik Thore Hund did, hvor kong Olavs lig laa; han stelte paa det, lagde det ned, rettede paa det og bredte et klæde over; da han tørrede blodet af ansigtet, var, sagde han siden, kongens ansigt vakkert; det havde røde kinder, som om han sov, det var meget lysere end før, medens han var i live. Noget blod fra kongen kom paa Thores haand og randt op paa haandfladen, der han havde faaet et saar; fra det øieblik trængtes ikke forbinding om saaret, saa raskt groede det. Denne hændelse fortalte Thore selv for alle og enhver, da det kom op, at Olav var hellig. Thore Hund, heder det, var den første til at fremholde kong Olavs hellighed, blandt de stormænd, som havde været hans modstandere. Bønder fra Værdalen klagede for Haarek og Thore over flygtningerne, som vilde drage op efter Værdalen og fare ilde med gaardene. Thore Hund drog da opover med vær-
