HISTOR1E. 837 havde retten paa sin side, og Aasmund burde forstaa at holde maade, selv om han end syntes, han var en stor mand med kongens støtte; «det kan du ogsaa trænge, hvis du skal kunne dræbe somme høvdinger og gjøre dem til ubodemænd, og plyndre os, som før mente at kunne holde paa vor ret selv ligeoverfor jeV11- baarne, end sige da ligeoverfor folk som jer, der ikke er jevngode med os i æt.» Aasmund svarede, at der var nok mange, som fik føle, at Haarek havde mægtige frænder og brugte sin magt; der var mange, som ikke kom til sin ret for hans skyld, men nu var det bedst, at Haarek søgte et andet omraade for sin uretfærdighed heller end at handle saa ulovlig som i denne sag. Saa skiltes de. Haarek sendte 1O eller 12 af sine folk med en stor robaad ud til været, tog al fangst og ladede baaden; men da de netop skulde reise bort, kom Aasmund Grankelssøn med 30 mand og forlangte, at de skulde give fangsten fra sig. Haareks folk var noget langsomme til at svare paa det; da tog Aasmund og hans mænd fat paa dem, og de havde overmagten. Nogle af Haareks folk blev bankede, nogle Saarede, atter andre blev jagede ud i sjøen. Hele fangsten blev baaret bort fra deres skib, og Aas- mund og hans mænd tog den. Haareks folk kom hjem og for- talte Haarek, hvorledes det var gaaet; han svarede, at dette var sjeldent nyt; det havde ikke før hændt, at hans folk fik bank. Haarek sagde ikke videre om den sag og var i godt lune. Om vaaren rustede han ud et fartøi med tyve sesser og tog med sine huskarle; skibet var vel udrustet baade med folk og med redskaber. Haarek reiste om vaa-ren til kong Olav, og der var ogsaa Aasmund Grankelssøn. Kongen fik istand et møde mellem Aasmund og Haarek, og sagen blev lagt i kongens haand. Aas- mund lod føre vidner paa, at Grankel havde eiet været, og kongen dømte efter det. Haarek fik ikke bøder, men været blev tildømt Grankel. Haarek sagde, at det ikke var skam for ham at lade sig nøie med kongens dom, hvorledes sagen end blev greiet siden. Om vaaren i aaret 1027 drog kong Olav med en flaade til Danmark og herjede paa Sjælland, og den svenske konge Anund herjede i Skaane, medens den danske konge Knut den mægtige var i England. Imidlertid samlede denne ufortøvet en stor hær og flaade, og med denne fulgte Haakon jarl som medanfører og derhos Erliug Skjalgssøn og Thore Hund og flere af kong Olavs modstandere. Haarek af Tjotta derimod var i kong Olavs flaade. Kong Knuts flaade laa i Øresund, saa det var vanskeligt at slippe igjennem. Þ Mange mente dog, at man burde seile gjennem sundet nord- over til Norge. Men kongen ansaa det for ugjørligt, og han havde mistanke om, at de, som raadede ham til at seile gjennem
